
2022 gav ISI medvind - og en Tour De France vinder
ISI havde i sidste uge generalforsamling og kunne gøre status over et glimrende år
Udgivet:01. maj 2023, 15.00
Læsetid:4 minutter
I sidste uge holdt ISI generalforsamling og så tilbage på et flot år. Foto: Pr-foto
5 måneder siden
IKAST 120 deltagere var med 26. april, da Idrætsskolerne Ikast, ISI, holdt generalforsamling. ISI’s direktør Torben Østergaard skriver i en pressemeddelelse, at det var en rigtig god aften, hvor skolens bagland og ansatte kunne samles omkring en fælles, stor passion for ISI, for idærtsmiljøet i Ikast og for idrættens kvaliteter samt værdier generelt.
I alt har ISI nu 375 elever, 700 kursister og en stab på 80 fuldtidsansatte.
Formand Palle Høj så tilbage på et begivenhedsrigt år med vægt på nye investeringer, som ISI er med til at skabe for hele Sports Campus Ikast-Brande.
- I Ikast er der en årelang tradition for at stå sammen og hjælpe hinanden til det fælles bedste og udvikling. I 2022 har det samarbejde givet en opgradering af Tullamore Golf Club, som sammen med ISI og Sport Star College Ikast-Brande har fået et helt nyt golfanlæg, sagde Palle Høj.
Unikke samarbejder
Formanden vendte fortsatte videre i golfens verden.
- På ISI i college har vi hvert år 50 store golftalenter samt vores 500 golfkursister, som gæster Ikast hver sommer, og de vil alle få gavn af anlægget. Ambitionen er at kvalitetssikre et af Danmarks bedste golfakademier, lød det fra Palle Høj.
Også den kommende Guldmine-skole samt Ikast Complete fik store ord med på vejen.
- Som jeg har nævnt ved både første spadestik og ved rejsegildet, er jeg utrolig glad ved og stolt af, at dette lykkedes ved, at vi har løftet i flok. FCM er gået foran og har investeret et stort beløb i det nye FCM-hus. ISI har investeret over 40 millioner i den nye skole til Guldminen, og Ikast-Brande Kommune har investeret 27 millioner kroner i Complete-delen, som er bjerget med det flotte guldtårn på toppen, sagde Palle Høj og tilføjede:
- Det er et unikt samarbejde, som vi ikke ser ret mange andre steder, men som gør, at vi i lille Ikast har masser af elitesport på allerhøjeste niveau, selv om det er unaturligt med den størrelse vores by og kommune har, lød det fra Palle Høj.
Formanden fremhæver også 2022 som året, hvor en tidligere efterskoleelev satte en ny milepæl i skolens historie om talentudvikling. Den tidligere ISI-elev, Jonas Vingegaard, vandt i sommer Tour De France.
- Vi var ikke mindst stolte af at høre fra Jonas’ forældre i medierne, hvordan de kunne fortælle, at det var netop det pædagogiske arbejde med Jonas på ISI, der gjorde, at han blev fastholdt i sporten, da det var mest svært for ham.
Mørke skyer
Direktør Torben Østergaard gik herefter på talerstolen.
- - Det går godt på ISI. Eleverne er glade for skolen, glade for de oplevelser de får, og vi er stolte af den måde de er sammen på, stiller krav til hinanden, og viser omsorg og respekt for hinanden. Og bliver klogere på sig selv og andre.
- Vores 375 elever på ISI er alle unikke og skønne. Men de er ikke lige kloge, lige meget i tvivl, lige sårbare. Ingen af dem er færdige, og skal ikke gøres færdige. De skal opdage, være nysgerrige, det skal vi stimulere ved at præsentere dem og oplyse dem, om livets aspekter, deri ligger dannelsen. Og det er vi rigtig gode til her på ISI.
- Vi er et hus, hvor vi gerne må lave fejl. Og så lære af dem, og dermed skabe udvikling. Et hus, hvor vi hele tiden øver os, og tror på, at det vi øver os i, bliver vi bedre til – både sportsligt, fagligt og menneskeligt.
Men direktøren kunne også melde om potentielle mørke skyer i fremtiden.
- Der er tiltagende pres på os, og fuld bevågenhed på os i det politiske landskab. Ikke mindst fordi, at vi som skoleform gør det godt og er enormt attraktive.
- Hvert femte barn i grundskolealderen går nu på en fri- eller privatskole i Danmark, og hver tredje teenager i en årgang vælger nu at gå på efterskole. Det er helt fantastiske tal.
- Vi skal huske som skoleform, at vi på den ene side skal være frie og et alternativ til folkeskolen. Det er hele vores eksistensberettigelse, men samtidig også være ydmyg overfor, at vi som samfund har store udfordringer med social skævvridning og udsigten til mangel på arbejdskraft.
- Senest er katten for alvor kommet ud af sækken, da alle efterskoler i Danmark har modtaget en invitation til et stormøde, fordi rygterne siger, at Reformkommissionen, der har til opgave at komme med anbefalinger til reformer i uddannelsessystemet, vil foreslå her 3. maj, at 10. klasse nedlægges.
- Dette vil være en katastrofe for vores samfund, som i den grad har brug for, at unge kan komme på efterskole, også i 10. klasses-alderen og bliver modnet og afklaret, lød det fra Torben Østergaard.
Økonomisk blev 2022 igen et tilfredsstillende år med 6,9 millioner kroner i overskud.
Palle Høj fortsætter efter generalforsamlingen som formand med følgende medlemmer i bestyrelsen:
Ole Thiel, Claus Steinlein, Frans Hammer, Claus Bertelsen, Allan Bjørn, Rasmus Thing og Mette Ravn, samt med Peter O. Sørensen som tilforordnet.