Fortsat kamp for skovmuseet

Flere spørgsmål om Vester Palsgaard Skovmuseum leder stadig efter svar - onsdag 18. januar indbydes til møde om sagen i Nørre Snede Hallen

Udgivet:25. januar 2023, 22.16

Læsetid:2 minutter

Kampen om museet er formentlig tabt, men skovridergården kan måske fortsat blive et samlingspunkt for både de frivillige samt for de mange, der er interesserede i det lokalhistoriske. Foto: Flemming Thulstrup

Flemming Thulstrup
Journalist

4 måneder siden

LUKNING Kommunen har besluttet at følge strategien fra Museum Midtjylland, hvilket indebærer, at nøglen drejes rundt til et af de to museer i samarbejdet, der har adresse i Ikast-Brande Kommune.

Det bliver Vester Palsgaard Skovmuseum ved Hampen, der må lade livet.

Men man har dog i den forbindelse ikke taget højde for de lokale kræfter, der er alt andet end begejstrede for den afgørelse.

Blandt dem er talsmanden, for de mange frivillige, Kaare Graversen.

De frivillige har hidtil jævnlig haft deres gang på museet og været med til at drifte stedet. Der har været opgaver med at vedligeholde de gamle bygninger i den gamle skovridergård, ligesom det også har været staben af frivillige, der har trukket den største del af læsset i forbindelse med de mange arrangementer hen over året. Uden de mange frivillige kunne eksempelvis aktiviteterne i forbindelse med skolebørnenes ferier ikke kunnet lade sig gøre.

Skæbnen fortsat uvis

Kampen om museet er formentlig tabt, men skovridergården kan måske fortsat blive et samlingspunkt for både de frivillige samt for de mange, der er interesserede i det lokalhistoriske.

- Vi har ikke helt opgivet at bevare stedet. I næste uge har vi arrangeret møde med skovrider Søren Hald. Det er jo Naturstyrelsen, der ejer skovridergården, der er blevet lejet ud. Onsdag 18. januar er alle interesserede så inviteret til møde i Nørre Snede Hallen, hvor vi vil fremlægge det, vi har samt efterlyse gode idéer til fremtidige udspil, siger Kaare G. Graversen.

Skæbnen for den gamle skovridergård er altså fortsat uvis.

Det har været på tale at drive stedet videre som et privat museum. Der er allerede et privat museum i kommunen, nemlig Brande Museum.

Kaare G. Graversen mener, at Vester Palsgaard Skovmuseum gennem årene langsomt er blevet »udsultet« af Museum Midtjylland, hvor man har peget på et faldende besøgstal som begrundelse for at lukke stedet.

I den forbindelse peger talsmanden på fund af sjældne bronzeøkser i Boest, der imidlertid aldrig fandt vej til museet i Hampen, men som havnede andetsteds i museums-samarbejdet.

Udover at fungere som museum og samlingssted for mange frivillige, huser Vester Palsgaard også lokalarkivet og er dermed det naturlige mødested for medlemmer af Højderyggens Lokalhistoriske Forening.

Kaare G. Graversen håber, at mange af de ubesvarede spørgsmål vil finde et svar, når der indkaldes til mødet i Nørre Snede Hallen.