Ligeved og næsten

Kristendemokraterne manglede et ikke mange stemmer for at nå i målet om en plads i byrådet i Ikast-Brande

Udgivet:21. november 2021, 07.23

Læsetid:1 minut

Folkebladet fangede halvdelen af de opstillede KD-kandidater til et foto, inden de forlod valgcaféen kort efter, at det stod klart, at Kristendemokraterne ikke får en plads i det kommende byråd. Fra venstre Torsteen Nielsen, Svend Erik Hansen, Jens Erik Skals og Finn Vestergaard. Foto: Mathilde Bach Callesen

Mathilde Bach Callesen
Journalist

2 år siden

IKAST-BRANDE Der var optimisme til det sidste på valgaftenen ved Kristendemokraternes bord i Ikast. Efter mere end et årti uden et sæde i byrådssalen stillede Kristendemokraterne op med otte kandidater til kommunalvalget.

Men da stemmerne var talt op, måtte kandidaterne - med Jens Erik Skals i spidsen - sande, at det ikke blev til et mandat til KD i denne omgang.

- Vi er lidt ærgerlige nu, men vi har da fået godt og vel to procent af stemmerne, sagde Jens Erik Skals, inden en af de øvrige KD-kandidater rettede det til »næsten tre procent af stemmerne«.

Har givet energi

Kristendemokraterne fik 575 stemmer, hvilket svarer til 2,7 procent - og var dermed på nippet til at få et mandat.

Det var en skuffelse blandet med en form for stolthed, som Jens Erik Skals fremhævede efter resultatet.

- Vi er glade for og stolte over, at 575 valgte at stemme på os, sagde han.

Ved seneste kommunalvalg var der ingen kandidater opstillet for Kristendemokraterne i Ikast-Brande.

- Vi har fået mange positive tilkendegivelser for, at vi stillede op igen. Det har givet noget energi undervejs i valgkampen, sagde Torsteen Nielsen, som var blandt de otte opstillede kandidater.

Ifølge spidskandidat Jens Erik Skals skal der nu evalueres på valgkampen og arbejdes helhjertet på at komme på stemmesedlen igen om fire år.