På jagt med skadedyrsbekæmperen

Den Røde Myre har arrangeret et lille o-løb fyldt med fun-facts, motion og præmier

25. januar 2021, 13.30

Med et udprintet rebuskort kan man fra på fredag gå på jagt med den lokale skadedyrsbekæmper, der har hængt i alt 11 poster op i Ikast-midtby. Foto: PR

IKAST Har du nogensinde overvejet at gå på jagt med skadedyrsbekæmperen? Hvis ja, så har man chancen fra på fredag, hvor den lokale bekæmper fra Den Røde Myre rykker ud.

11 steder i Ikast midtby har de hængt små poster op, som man kan gå rundt og jagte.

- Det er lavet som en slags motionsløb, hvor man kan få en masse fun-facts om de dyr, der generer rundt omkring. Vi har forsøgt at finde de sjove ting frem, som vi ved noget om i forhold til vores arbejde. For os handler det ikke kun om at lægge gift ud for at slippe af med skadedyrene. Det handler også om at kende dyrene, deres adfærd, og hvordan de reagerer. Det er den måde, vi arbejder på. Vi skal vide en hel del, og det deler vi gerne ud af, fortæller Therese Knudsen.

I en tid hvor Danmark er lukket ned, og mange er ved at være løbet tør for ideer, så har hun fundet på en lidt anderledes måde at gøre opmærksom på sin virksomhed på.

- Vi skal jo stå sammen og hjælpe hinanden. Det er sådan man gør i Ikast, hvor der hersker en hel speciel ånd til at bakke hinanden op, siger Therese Knudsen.

Hun har tænkt ud af boksen og håber at kunne bidrage til en god oplevelse for familierne

- Det er nemlig ikke så kedeligt at være skadedyrbekæmper, understreger hun.

- Vi har forsøgt at fokusere på de morsomme ting i vores job og håber, at andre kan bruge det som et underholdende indslag i en ellers nedlukket hverdag, hvor der ikke sker så meget, forklarer hun om sit kreative input.

Ruten hvor de 11 poster bliver placeret er omkring halvanden kilometer lang og er således en overkommelig udfordring for selv de yngste børn og gangbesværede bedsteforældre.

- Det går lidt op og ned - men der er fortov på hele ruten, siger Therese Knudsen.

Materialet til turen og den tilhørende konkurrence findes på Den røde Myres hjemmeside. Herfra skal man printe kort og et rebuskort, som udfyldes undervejs. Hvis man lægger et billede op fra ruten under denrodemyrefunfacts og samtidig gætter ordgåden, og sender kuponen ind, så deltager man i lodtrækningen om et gavekort til Vores Ikast.

Den røde Myre har sat et gavekort på højkant i hver af ugerne 4-7, hvor posterne er hængt op på både træer og lygtepæle i midtbyen.

Rundt ved postern er der et bogstav - men også fun facts om skadedyrbekæmperens udfordringer. Foto: PR