Legenden spiller sig tilbage på banen

EDC er igen den navngivende sponsor på stadiongræsset: EDC Arena

19. november 2020, 14.19

EDC i Ikast har indgået et nyt sponsorsamarbejde med den lokale fodboldklub. Stadion i Ikast hedder efter års pause igen EDC Arena. Fra venstre ses Michael O. Sørensen, Nicolai Søgaard Møller, Søren Merrild Kirkegård, Simon Søgaard Møller alle fra EDC-kontoret i Ikast, bestyrelsesmedlem i Ikast FC Johnny Rune, fodboldpensionist Kurt Møller og formand for Ikast FC Michael Sørensen. Foto. Laila Kempel

IKAST Provokeret og nødtvunget pakker han bolden ud af plastikposen. Sparker let til læderkuglen, og ønsker sig adskillige år tilbage til tiden, hvor det faktisk var ham, der i IFS trøjen løb på banen som en af de lokale fodboldhelte klædt i blåt og gult.

Kurt Møller er næsten tilbage på grønsværen. Men også kun næsten.

Det er svært at holde en cirkushest fra arenaen, og Kurt Møller erkender, at det er mange år siden, han var boldartisten, men at han nok alligevel har haft en vis indflydelse på, at indgangsportalen ved stadion er blevet frisket op med det nye navn EDC Arena.

- Nu er det jo ikke længere mig, der sidder bag skrivebordet på kontoret, men jeg har nok haft en vis indflydelse, siger Kurt Møller, der heller ikke i sit civile job som ejendomsmægler på udskiftningsbænken, kan holde sig helt fra rampelyset.

Johnny Rune, der gødede den midtjyske muld til et nyt fodboldeventyr på heden i form af FCM og bestyrelsesmedlem i Ikast FC er glad for samarbejdet.

- Det giver så god mening, at det igen er EDC, der er sponsor for stadion. Vi har haft et par års pause, men vi er glade for det nye samarbejde - og så ved du godt, at det fremadrettet påhviler dig at rive blade sammen, siger Johnny Rune med glimt i øjet mod den nye hovedsponsor, der stiller op i stærkeste opstilling med stort set hele holdet.

Ikast FC’s formand Michael Sørensen er også begejstret for det genetablerede samarbejde.

- Det kan ikke være mere oplagt. En legende i lokalfodboldens historie og æresmedlem i klubben. Det er det helt rigtige, siger Michael Sørensen.