Ny operationsrobot indvies 28. september på Regionshospitalet Herning

Siden Hospitalsenheden Vest indviede sin »Da Vinci« operationsrobot på Regionshospitalet Holstebro i 2013, har den assisteret kirurgerne på fuld kraft. Nu får den assistance af en helt ny operationsrobot i Herning ved navn »Da Vinci Xi«. Officiel indvielse 28. september.

Udgivet:24. september 2016, 12.09

Læsetid:2 minutter

Sundhed I forsommeren 2016 flyttede kirurgernes nye forlængede arm - en firearmet kollega ved navn »Da Vinci Xi« - ind på Regionshospitalet Herning for at aflaste operationsrobotten i Holstebro, der nu i tre år har været fast assistent på fuld tid, bl.a. ved alle operationer for prostatakræft.

Den nye Da Vinci Xi er den seneste model af operationsrobot, som er særlig velegnet til fjernstyrede kikkertoperationer i bughulen, og det er netop i forbindelse med kræftoperationer i mave-tarm-området og underlivet, at den nye robot skal assistere kirurgerne i Herning.

Kirurger og operationspersonale har øvet sig via simulationstræning på Da Vinci Xi, og de første patienter er med succes blevet opereret ved hjælp af den nye operationsrobot.

Mere skånsom end åbne operationer

Robotkirurgi blev indført på Regionshospitalet Holstebro i september 2013. Siden første arbejdsdag er den blevet delt af urinvejskirurger, mave-tarm-kirurger og gynækologer i Hospitalsenheden Vest.

Erfaringerne viser, at kirurgens teknik er endnu mere fintfølende og præcis, når kirurgen kan lægge snittet via fjernstyring af de fire robotarme:

. Der er færre blødninger og komplikationer, kikkertoperationer giver pænere ar, og der er mindre behov for smertestillende medicin end ved åbne operationer.

. Teknikken giver bedre komfort for kirurgen, der via fjernstyring fra sin konsol i operationsstuen bliver mindre træt under operationen.

Et stigende antal operationer foregår via robot

I 2014 blev der udført 289 operationer på operationsrobotten i Holstebro.

I 2015 blev der udført cirka 352 robotoperationer, med udvidet åbningstid.

I 2016 forventes der at blive udført cirka 400 robotoperationer i Herning og Holstebro. Heraf 265 - 285 kræftoperationer indenfor urinvejskirurgi i Holstebro.

Der udføres 80 gynækologiske operationer om året via operationsrobot.

Antallet af robotoperationer indenfor mave-tarmkræft forventes at stige løbende, fra 50 og op mod 150 pr. år.

Den nye operationsrobot har kostet 13 millioner kroner og er finansieret via hospitalets andel af de medicotekniske puljer i Region Midtjylland.