Brande-butikker genåbner

Formand for detailhandlen frygter dog at kunderne har ændret handelsmønter

24. februar 2021, 13.16

Formand for Brandes detailhandel Hans Ulbrichsen glæder sig på egne og medlemmernes vegne til at åbne forretningerne på mandag. Her ses han i færd med at pynte op til påske sidste år, og hvis alt går vel, kan han om godt en måned gentage pyntningen og nu forhåbentlig med købeglade kunder i Brandes gader. Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE - Super!!!

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra radiohandler Hans Ulbrichsen, da han erfarer, at store dele af handelslivet får lov til at åbne mandag morgen.

- Det betyder jo hele midtbyen i Brande, hvor der jo ikke er forretninger, der overstiger 5000 kvadratmeter, siger Hans Ulbrichsen, der er formand for udvalget for detailhandel under Brande City.

I samme åndedrag beklager han dog, at eksempelvis frisørerne ikke er med i genåbningen.

Samtidig er han spændt på at se, om den langvarige åbning har påvirket kundernes handelsmønster.

- Mennesker er jo vanedyr, og finder vi et hul i muren, så benytter vi os af det, fastslår udvalgsformanden.

I den forbindelse tænker han med bekymring på, at et stigende antal personer har vænnet sig til at web-handle.

- Det kan være vanskeligt at ændre dette mønster igen især i starten, hvor mange stadig vil være usikre ved at komme ind i de fysiske forretninger, mener Hans Ulbrichsen.

Han kunne som andre detailhandlere ønske sig, at forretningerne havde fået tilladelse til at åbne lidt tidligere, men forstår også hvorfor.

- Mette Frederiksens og eksperternes dagligdag er jo ikke i Brande. Jeg var med min hustru i Torvehallerne i København lige inden udbruddet af corona, og der var det hverken til at komme frem eller tilbage. Folk stimlede sammen. Senere gentog det samme sig i Illum. Det er den virkelighed, som de forholder sig til, mener radioforhandleren.