Vild med Ikast: By Marlene rykker ind i Strøgcentret

I efteråret fik Ikast en pop op-butik med kunst og produkter fra flere iværksættere. Marlene Dahlgaard, der var primus motor, åbner nu sin egen forretning

Udgivet:04. august 2022, 07.00

Læsetid:2 minutter

Marlene Dahlgaard er kendt som indehaver af WoodbyM.Nu åbner hun butikken By Marlene i Strøgcentret. Foto: Tom Laursen

Mikkel Korsgaard Christensen
Journalist| mkc@herningfolkeblad.dk

BÆREDYGTIGHED Marlene Dahlgaard lægger ikke skjul på, at hun føler noget særligt for Strøgcentret i Ikast.

- Det kan da godt være, at det ikke altid er en motorvej med kunder, men her er en særlig handelsstemning og en fællesskabsfølelse mellem os forretningsdrivende, og jeg føler også et fællesskab med mine kunder. Allerede nu - mens jeg går og sætter i stand - kommer folk hen til døren og er meget positive over for mig, siger Marlene Dahlgaard.

Iværksætteren, som oprindelig er fra Kølkær, bankede døren til Ikast ind i efteråret 2021, da hun stod i spidsen for et iværksætterfællesskab. Gennem en pop op-butik kunne et skiftende antal iværksættere udstille samt sælge deres produkter fra butikken på Strøget 27.

En drøm går i opfyldelse

Nu går Marlene Dahlgaard solo. Hun har sin egen virksomhed, WoodbyM, hvor hun blandt andet producerer bæredygtige produkter i træ, men iværksætteren udvider nu med butikken By Marlene, som åbner fast mandag 8. august.

- Jeg har gået og bygget op for at nå hertil. Jeg har ventet på, at muligheden bød sig, og det er en stor drøm, som nu går i opfyldelse, fortæller Marlene Dahlgaard.

Udvider forretningen

Det bliver muligt at købe andre produkter i By Marlene end blot indehaverens egne varer fra WoodbyM.

- Jeg har fået et netværk af at være en del af den tidligere pop op-butik. Særligt det at have været en del af Fredagsmarked har givet nogle muligheder. Fra andre kunstnere og iværksættere køber jeg varer ind, som jeg så sælger, fortæller Marlene Dahlgaard.

Hun er uddannet maskinsnedker og har specialiseret sig i træ. Alligevel har Marlene Dahlgaard kastet sig ud i noget helt nyt.

- Jeg er sprunget ud i, at jeg nu også designer nogle bukser og nogle kjoler, som bliver syet her i Ikast. Det er superspændende, lyder det fra Marlene Dahlgaard.

Rød løber og bobler

Mens Marlene Dahlgaard har stået i spidsen for det tidligere iværksætter-fællesskab i pop op-butikken, har hun undervist på Herningsholm Erhvervsskole. Det slipper hun ikke helt.

- Selv om jeg åbner fast butik i Strøgcentret, fortsætter jeg med at undervise mandag og tirsdag på Herningsholm Erhvervsskoles snedkerlinje. Det betyder, at jeg holder åbent fra onsdag til lørdag, lyder det fra Marlene Dahlgaard, som ruller den røde løber ud og serverer bobler til åbningen mandag 8. august.

I butikken vil Marlene Dahlgaard også have kunst fra Niels Stoltenborg Paris og smykker fra Miss Cantik. Foto: Tom Laursen