Norsk profil forlader Herning-Ikast

29-årige Tonje Løseth stopper i HIH efter denne sæson, hvor bagspilleren har kontraktudløb

7. februar 2020, 17.01

Efter tre år i Herning-Ikast Håndbold er norske Tonje Løseth færdig i klubben efter denne sæson. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Hun var en af de bærende spillere, da Herning-Ikast Håndbold i december sikrede sig pokaltitlen ved Final4-stævnet i Holstebro.

Men venstrebacken Tonje Løseth, der scorede syv gange i pokalfinalen mod Odense, er snart fortid i HIH.

Således har nordmanden valgt at forlade Herning-Ikast, når hendes kontrakt udløber efter denne sæson.

Det meddeler den midtjyske ligaklub i en kortfattet pressemeddelelse, hvor det oplyses, at Løseth fredag aften offentliggjorde sin beslutning over for holdkammeraterne i HIH, hvor den norske håndboldslider har spillet siden sommeren 2017.

- Fra Herning-Ikast Håndbolds side vil vi gerne sige tak til Tonje Løseth for altid at være topprofessionel og altid at give sig 100 procent, hvilket vi ved, at hun vil fortsætte med at gøre sæsonen ud. Vi har været glade for Tonje i både klubben og truppen, og vi ønsker hende alt det bedste i fremtiden, udtaler Jakob Mølgaard Christensen, sportschef i Herning-Ikast Håndbold, i skrivelsen.

Det er endnu uvist hvilken klub, 29-årige Tonje Løseth skal repræsentere fremover. Nordmanden, der har fem A-landskampe på cv’et, har tidligere optrådt i de norske klubber Bønes, Årstad, TIF Viking og Tertnes samt hos tyske TuS Metzingen, som hun for snart tre år siden skiftede fra til FCM Håndbold.

Det er ikke lykkes Herning Folkeblad at hente en kommentar fra Tonje Løseth.