Overtager profil fra rivaler: Østrigsk playmaker klar for Herning-Ikast

27-årige Sonja Frey udskifter fra næste sæson Team Esbjerg med HIH

30. januar 2021, 14.58

Østrigske Sonja Frey skal fremover spille i Herning-Ikasts lilla og sorte trikot. Her ses den nuværende Team Esbjerg-playmaker i selskab med HIH-direktør Daniel Grønhøj. Foto: Herning-Ikast Håndbold

HÅNDBOLD Herning-Ikast Håndbold har fundet afløseren for profilen Helene Fauske, der til sommer skifter til franske Brest Bretagne.

Lørdag offentliggjorde HIH, at man fra den kommende sæson har skrevet en toårig kontrakt med den østrigske landsholdsspiller Sonja Frey.

Den 27-årige playmaker har siden sommeren 2019 repræsenteret rivalerne og de danske mestre Team Esbjerg, men fremover skal bagspilleren spille i lilla og sort i det midtjyske.

- Efter nogle rigtig gode samtaler med Sonja blev jeg bekræftet i, at denne her mulighed skulle forfølges. Sonjas kvaliteter på banen var vi ikke i tvivl om, og vi får en fantastisk pige til Herning-Ikast med store ambitioner. Sonja har domineret ligaen de sidste to sæsoner, og er i min bog en af ligaens bedste spillere, udtaler Daniel Grønhøj, direktør i Herning-Ikast Håndbold, i en pressemeddelelse.

Økonomisk hjælp fra virksomheder

HIH beretter i skrivelsen, at det er mere end 20 virksomheder og privatpersoner, der med »ekstraordinær hjælp« har været med til at sikre signaturen og kontrakten med Sonja Frey.

- Uden deres hjælp havde dette projekt ikke været muligt. Det viser endnu en gang, hvad vi kan her på heden, fastslår Daniel Grønhøj, der ser store sportslige muligheder i tilgangen af den østrigske profil.

- Med Sonja på holdet tror jeg på, at vi kan stå endnu stærkere i den kommende sæson. Hun har noget unik x-factor, som kan gøre ondt på alle hold, siger HIH-direktøren om Frey, som i denne sæson har scoret 55 mål i 17 kampe for Team Esbjerg.

I øjeblikket er Sonja Frey nummer to på assistlisten i Bambusa Kvindeligaen. Østrigeren har i denne sæson leveret 75 målgivende afleveringer i 17 kampe - en statistik, der kun er overgået af Viborgs Kristina Jørgensen, som står noteret for 80 assists i 18 kampe.

Sonja Frey selv ser frem til sit forestående skifte til Herning-Ikast Håndbold.

- Det er aldrig nemt at skifte klub og finde et nyt hold, hvor man har den rigtige følelse fra start, men jeg føler, at HIH er det helt rigtige sted for mig, hvor jeg fra dag ét kan yde mit bedste, siger den kommende HIH-spiller i pressemeddelelsen.

Kontrakt for næste sæson

Følgende 15 spillere har kontrakt for næste sæson eller endnu længere i Herning-Ikast Håndbold:

Målvogtere: Sabine Englert og Jessica Ryde

Bagspillere: Ingvild Bakkerud, Tyra Axnér (tilgang fra Lugi, Sverige), Sonja Frey (tilgang fra Team Esbjerg), Simone Petersen, Olivia Simonsen, Emma Lindqvist (tilgang fra H65 Höör) og Stine Skogrand

Stregspillere: Sarah Iversen og Vilde Ingeborg Johansen

Fløje: Emma Friis, Naja Nissen Kristensen, Line Mai Hougaard og Cecilie Brandt