Pengene passede næsten i byggeri

Million-projekter ramte stort set budgettet

18. december 2021, 05.29

Det afsatte budget ramte lige i øjet, hvad angår det endelige regnskab for Bording Børneby. Foto: Flemming Hansen

BØRNEHAVE Byrådet skal ved årets sidste byrådsmøde sige god for et par afsluttede anlægsregnskaber og samtidig finde 155.000 kroner til at dække et mindre underskud ind i forhold til det beløb, der samlet var afsat til de to store projekter.

Der er tale om børnehaverne i henholdsvis Bording og Engesvang, der begge blev indviet sidste sommer.

Regnskaberne for de store byggerier viser, at budgettet har ramt stort set spot on.

Hvad angår Bording Børneby var der budgetteret med 29,5 millioner kroner, og i det endelige regnskab er der tale om et mindreforbrug i forhold til budgettet på blot 16.708 kroner.

Til gengæld blev Engesvang Børnehus en anelse dyrere end budgetteret.

Der var afsat godt 27 millioner kroner til børnehuset, men budgettet blev overskredet med 171.172 kroner, så byrådet skal nu vedtage en nettobevilling på 155.000 kroner for at få regnskabet for de to institutioner til at gå op.