Truet og forsinket af corona: Jernbanecafeen er forsinket men åbner fortsat

Jernbanecafeen, som efter planen skulle åbne til foråret i den tidligere stationsbygning i Ikast, vil fortsat åbne trods corona-forsinkelser

22. maj 2020, 06.00

Josephine Wenzel Bilkerdük vil skabe en autentisk stemning i Jernbanecafeen med paralleller til Jernbanerestauranten i tv-serien Matador. Corona-krisen har forsinket renoveringen af den tidligere stationsbygning, hvor Jernbanecafeen skal ligge, men nu er der gode nyheder og en åbningsdag ude i horisonten. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST I begyndelsen af marts kunne Herning Folkeblad fortælle, at Ikast får sin egen tjener Boldt, når Jernbanecafeen åbner i den tidligere stationsbygning i Ikast. Josephine Wenzel Bilkerdük fortalte stolt om sine planer, og få dage efter blev store dele af Danmark lukket ned. Hvordan er status så med jernbanecafeen, nu hvor landet langsomt åbner op igen?

Josephine Wenzel Bilkerdük fortæller, at det har været nogle hårde måneder, men at corona-krisen ikke har dræbt hendes drøm.

- Ingenting er gået som forventet, men vi lever endnu. Mandag begyndte håndværkerne renoveringen, og vi forventer, at om cirka to måneder, kan vi være klar til at åbne op, lyder det fra Josephine Wenzel Bilkerdük, som er glad for at kunne give en god nyhed, og at hendes drøm ikke er bristet.

Tror på det

Indehaveren kommer fra et job som daginstitutionsleder ved Vestbyens Børnehus, og det at åbne Jernbanecafeen er en stor drøm, som hun længe har haft. Derfor har tiden under corona-krisen også været forbundet med en stor usikkerhed, fordi Josephine Wenzel Bilkerdük har sat alt ind i projektet. Hun tror fortsat på, at Jernbanecafeen vil klare sig godt, og byens kommende tjener Boldt glæder sig.

- Vi tror fortsat på, at konceptet holder, og det ødelægger forsinkelsen ikke. Det bliver autentisk med fokus på traditionelle retter, og vi håber fortsat på et bredt publikum. Det kunne på sigt for eksempel være bridgeklubben, som kom herned, eller det kunne være mødregrupper om formiddagen og måske nogle familieaftener, tilføjer Josephine Wenzel Bilkerdük.