På vej mod VM i gokart

Simon Birch Kristensen fra Ikast, har endnu engang sikret sig retten til at deltage i VM i Gokart - Rotax Grand Finals

9. oktober 2020, 13.06

Gokartkører Simon Birch Kristensen fra Ikast skal deltage i VM i Gokart - Rotax Grand Finals i Portugal. Foto: Privatfoto

IKAST Gokartkører Simon Birch Kristensen er i år rykket en klasse op og kører nu en større gokart - Rotax Junior.

Grundet corona blev sæsonen lidt afkortet - og deltagerne endte med at kunne køre fire afdelinger af DM og om retten til at komme til VM i Gokart - Rotax Grand Finals, som holdes til januar i Portimao i Portugal.

De to bedste juniorkørere i Danmark skal sammen med resten af det danske team ned og kæmpe med verdenseliten - og Simon Birch Kristensen er en af dem.

Talent fra Nordre Skole

I weekenden kørte Simon Birch Kristensen sidste afdeling af DM, hvor han sluttede denne afdeling som nummer fire. En weekend, hvor der lørdag var lidt udfordringer med at karten ikke taktede rent, men Simon Birch Kristensens mekaniker fik det løst og søndag fik drengen igen fart i gokarten.

Simon Birch Kristensen fortæller, at har været en spændende og hård sæson, hvor han har kæmpet mod op til 26 andre dygtige kørere fra hele landet, hvor nogle af dem er både ældre og væsentlig fysisk større.

Simon Birch Kristensen træner hårdt for at nå sine mål, og for at få løb og træninger til at nå sammen med skolen. Han går i Ikast Nordre Skoles Idrætstalent klasse, hvor der er stor forståelse for, at han indimellem er væk og så må lave lektierne i bilen på vej til banerne.