Forsamlingsforbud gør Tesla forsigtige

Den nye V3 charger på Uhregårds Alle er stort set færdig - men ingen ønsker at melde en officiel åbning ud

Udgivet:17. juli 2020, 13.15

Læsetid:2 minutter

Der har henover foråret og sommeren været arbejdet på at få gjort den nye Tesla ladestation i Ikasts sydby klar. Ingen vil dog komme med en officiel dato for, hvornår anlægget er klar til brug. Foto: Jette Aaes

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

IKAST Der sættes snart for alvor strøm til Ikast. Den nye V3 Tesla charger ved Mc Donalds restauranten ved motorvejsafkørslen i sydbyen

ser ud til at være nærmest færdig.

Men det er ikke muligt at få en endegyldig dato for, hvornår den officiel tages i brug.

- Vi vil helst ikke melde noget ud før vi er sikre. Samtidig er vi forsigtige i forhold til forsamlingsforbuddet, der så vidt jeg ved, er på 100 personer, siger Tesla’s nordiske pressechef i Sverige, Maria Lantz.

Hun bekræfter dog, at det er lige op over - uden at ville sætte en endelig dato på.

Tesla-ejere vil dog automatisk få besked når der sættes strøm til deres bil, at der er nye lademuligheder i Ikast, forklarer pressechefen

Der er tale om en super-ladestation Teslas nye V3-teknologi, der kan halvere tiden for en opladning. Og ifølge blandt andet et dansk online- forum for Tesla-biler og et australsk online-medie om elbiler, The Driven, kan Ikasts nye ladestation - Supercharger, som Tesla-stationerne hedder - blive danmarkspremieren på den amerikanske virksomheds nyeste generation af opladerteknologi, benævnt V3.

Den nye Tesla-teknologi betyder, at ladekapaciteten hæves fra de nuværende 120 kW til 250 kW. Det vil halvere den tid, en Tesla-ejer skal bruge på at lade bilen op. Ved de nuværende V2 Supercharger-stationer varer det i dag 30-40 minutter at lade fuldt op, mens en V3 Supercharger klarer opgaven på 15-20 minutter. Teslas nyeste bilmodel, Tesla 3, skulle endda kunne lade batteriet op til 120 kilometers kørsel på bare fem minutter.

Lokal kok som lobbyist

I Ikast glæder en Tesla-ejer og -entusiast Morten Thomsen, kok og indehaver af restauranten Noli, sig over, at Ikast tilsyneladende er blevet valgt som placering af Teslas nyeste ladestation i Danmark.

Han har gennem flere år arbejdet på, at Ikast skulle have en ladestation. Han venter derfor spændt på at få den endegyldige dato på plads.

Også kommunaldirektør Flemming Storgaard har været involveret i arbejdet, men han kender heller ikke noget til en indvielsesdato.

Strømmen til bilerne kommer fra solcelleanlæg på taget af Supercharger-stationerne. Mens Tesla-biler kan lade op ved landets øvrige ladestationer, kan kun Teslas egne biler lade op ved en Supercharger-station.

Foto: Jette Aaes