Sveddryppende, øm og pirrende dans

25. september 2018, 11.07

BAKKEHUSET Sveden blev nærmest kastet rundt. Smukke kroppe smøg sig omkring hinanden. Pirrende og løssluppen dans - forførende, fornøjende og forundrende. Inciterende musik og dramatisk lyssætning.

Der er mange tillægsord at placere på det Reumert-nominerede dansekompagni, Black Box Theatre fra Holstebro, som onsdag aften omdannede Bakehusets publikumsgulv til ét stort dansegulv.

Og med rette.

De fire dansere - der er i alt otte i kompagniet - er topprofessionelle, uddannet i »contemporay dance« rundt om i Europa og vanvittigt ambitiøse, både i deres udførelse af den specielle dansekunst og i deres kropsbevægelse og kontrol.

Det fik et halvt hundrede tilskuere lejlighed til at studere nærmere fra balkonen, hvorfra de kunne overvære forestillingen »No sex - en verden af køn«. En forestilling som i følge kompagniet selv skal »pirre, underholde og skabe refleksion«.

Forestillingen er sat i scene af en af Englands nye, spændende og lige nu mest omtalte koreografer, og den overdriver og udfordrer betydningen og sandfærdigheden af de mange definitioner, man som individ pålægges.

Det er en bramfri forestilling med specifikke antydninger af seksuelle relationer, humor, skønhed og drama.

Og da fire dansere efter den 40 minutter lange dans havde smidt en halv liter sved og stod i afslappet tøj, fik vi publikummer en kærkommen mulighed for at spørge ind til deres dans, deres uddannelse og selve forestillingen.

Det blev i øvrigt ret internationalt. En danser er fra Danmark, de tre andre fra Italien, Frankrig og Slovakiet.

Black Box er et ungt kompagni med kun fem år på bagen og allerede med to nomineringer. Det løfter dem op i ligaen med etablerede kompagnier i Danmark og Europa.

Den liga - så man i Bakkehuset onsdag aften.

Læs også
Galleri: Pirrende, forførende og sveddryppende start på Bakkehusets sæson