Klar til sæsonpremiere: Ikast tog trofæet i Frankrig

Ikast Håndbold vandt fransk træningsturnering og ser nu frem mod sæsonstarten på lørdag

Udgivet:24. august 2022, 07.34

Læsetid:1 minut

Ikast Håndbold vandt træningsturneringen i Celles-sur-Belle i det vestlige Frankrig. Lørdag indledes sæsonen. Foto: Ikast Håndbold

Ole Bitsch
Journalist
Ole Bitsch
Journalist| +45 96 26 37 19 | obi@herningfolkeblad.dk
Journalist siden 1999 og en del af Herning Folkeblads sportsredaktion siden 2015. Jeg skriver om fodbold, håndbold, ishockey og en masse andet. Grib fat i mig, hvis du har kommentarer eller et tip til en god historie.
Se flere artikler af Ole Bitsch

1 år siden

HÅNDBOLD Ikast Håndbold er klar til sæsonpremieren, der i den kommende weekend indledes i pokalturneringen.

Således fik de lokale håndboldkvinder udelukkende sejre - og et trofæ - med hjem fra træningsturneringen i Celles-sur-Belle i det vestlige Frankrig.

Her vandt den midtjyske klub sikkert over de spanske mestre fra Bera Bera, tyske Leverkusen og de franske værter fra Celles-sur-Belle.

- Jeg synes, at vi har haft en god træningslejr. Vi har fået noget godt ud af det spillemæssigt og også socialt. Vi har spillet tre kampe og vundet dem alle, siger cheftræner Kasper Christensen til Herning Folkeblad.

Storsejr og comeback

I den sidste testkamp mod Celles-sur-Belle, som Ikast vandt med hele 41-21, var der comeback til Emma Lindqvist.

Den svenske landsholdsspiller beskadigede sin ene tommelfinger i opgøret mod Leverkusen.

Anfører Stine Skogrand, der er stærkt på vej retur efter overstået barsel, og stortalentet Julie Scaglione, som denne sommer vandt U18-VM-sølv med Danmark, er i denne uge atter inkluderet i holdtræningen.

Det samme er backen Ingvild Bakkerud, der fortsat kæmper med et efterslæb som følge af sommerens sygdomsforløb med kyssesyge.

Ikast Håndbold indleder sæsonen på lørdag med ottendedelsfinalen i Santander Cup på udebane mod TMS Ringsted fra 1. division.

Onsdag i næste uge venter premieren i Kvindeligaen ude mod Randers HK.

Opstarten i Ikast Håndbold

Ikast Håndbold har spillet følgende seks træningskampe:

30. juli: Træningskamp: Ikast - SønderjyskE 26-18

2. august: Træningskamp: Ikast - Sydkorea 28-29

4. august: Træningskamp: Ikast - Storhamar (Norge) 32-22

16. august: Træningskamp: Bera Bera (Spanien) - Ikast 25-31

17. august: Træningskamp: Bayer Leverkusen (Tyskland) - Ikast 17-34

19. august: Træningskamp: Celles-sur-Belle (Frankrig) - Ikast 21-41

Efter en træningsuge i Ikast begynder alvoren:

27. august: Santander Cup, ottendedelsfinale: TMS Ringsted - Ikast

31. august: Kvindeligaen, premiere: Randers HK - Ikast