Ingen pokalfinale til FC Midtjylland

FC Midtjylland tabte dybt skuffende med 1-3 på udebane til SønderjyskE

15. april 2021, 17.44

FCM skuffede i Haderslev. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD Det bliver ikke i denne sæson, at FC Midtjylland for første gang vinder »The double«. Torsdag tabte FCM på meget skuffende vis med 1-3 på udebane til ellers formsvage SønderjyskE i den anden af to pokalsemifinaler, og efter 1-0-sejren i første kamp ender det samlet 3-2 til sønderjyderne, som altså nu skal spille pokalfinale.

Igen stor udskiftning

Ligesom i den første semifinale for en uge siden havde cheftræner Brian Priske skiftet en del ud på holdet. Jesper Hansen beholdt sin pokal-plads i målet, og Júnior Brumado var som i den første kamp med helt i front. Også Nicolas Madsen og Mikael Anderson havde fundet vej til startopstillingen.

FCM var toneangivende på bolden, men den første reelle scoringsmulighed var til hjemmeholdet, da Jeppe Simonsen efter et lille kvarter trykkede kraftfuldt af på Jesper Hansen, der parerede til hjørnespark.

FC Midtjyllands bedste offensive aktion før pausen var, da Gustav Isaksen flot drev bolden frem og servede højt og modsat til Awer Mabil, der dog kom ud i en spids vinkel og derfor sendte sin afslutning i sidenettet.

Den største chance i første halvleg tilfaldt dog SønderjyskE, da Anders K. Jacobsen drønede bolden på overliggeren små 10 minutter før pausen.

Hurtig hjemmeføring

Anden halvleg var kun få minutter gammel, da hjemmeholdet - ikke ufortjent - kom foran 1-0 og dermed udlignet til 1-1 i den samlede stilling. Det var Jeppe Simonsen, der resolut sendte bolden i mål i en situation, hvor FCM’s brasilianske back, Ailton, ikke så alt for heldig ud.

Kort efter lagde samme Ailton dog op til et godt hovedstød fra Júnior Brumado, som SønderjyskE-keeper Nicolai Flø fik taget helt nede i hjørnet.

Det var dog hjemmeholdet, der slog tonen an. Anders K. Jacobsen fik en scoring annulleret for offside, men kort efter kom målet til 2-0, da et indlæg fra Bård Finne ramte FCM’s Alexander Scholz og strøg i mål uden chance for Jesper Hansen.

Brian Priske reagerede prompte og sendte både Frank Onyeka og Evander på banen. FCM fandt aggressiviteten frem og pressede spillet højt op på SønderjyskE’s banehalvdel, og det gav hurtigt en dobbeltchance, hvor både Gustav Isaksen og Frank Onyeka hamrede bolden lige på SønderjyskE-målmanden.

Gæsterne jagtede intenst det mål til 1-2, der ville give finalebilletten. Med 20 minutter tilbage smækkede Ailton fornemt bolden præcist ind i hovedet på indskiftede Sory Kaba, der dog måtte se sit forsøg reddet flot af Nicolai Flø.

Men i stedet slog SønderjyskE til igen, og Jeppe Simonsen scorede for anden kamp i kampen - denne gang efter et perfekt udført kontraangreb.

Sen reducering

Så skulle FCM op og score to gange, og fem minutter før tid kom reduceringen, da Evander Ferreira løftede bolden i mål til 1-3. I de sidste minutter blev jagten på den afgørende reducering febrilsk, og i overtiden misbrugte Sory Kaba og Pione Sisto en kæmpe dobbeltchance.

Derfor var det SønderjyskE, der kunne juble igennem efter sidste fløjt. Glen Riddersholms tropper får nu muligheden for at forsvare sidste års pokaltitlen, mens FC Midtjylland må skyde en hvid pil efter et af sæsonens erklærede mål.