Sportskøkken opruster: Endnu en kok og bageren fra Bording ansat på ISI

Køkkenet på Idrætsskolerne Ikast (ISI) har ansat ny souschef og ny bager - den nuværende indehaver af Bording Bager

26. februar 2020, 15.30

Fra venstre glæder den nye souschef, kok Rune Kristensen, køkkenleder Pernille Simonsen, skolens nye bager Thomas Antonsen og forstander Torben Østergaard sig til den udvidede holdopstilling og til at rykke ind i det nye sportskøkken på ISI, som forventes færdig i løbet af foråret. foto: privat foto

IKAST Imens håndværkerne er i fuld gang med at bygge nyt og større køkken på Idrætsskolerne Ikast (ISI), opruster køkkenet også på medarbejdersiden.

Således har ISI netop ansat både en souschef i form af kokken Rune Kristensen fra Silkeborg og en bager Thomas Antonsen, der hidtil har drevet Bording Bageri.

- Jeg havde længe overvejet at finde et job, jeg kunne holde til i hele mit aktive arbejdsliv, siger Thomas Antonsen.

Og så søgte ISI en bager til sit nye køkken.

- Det var mit drømmeopslag. Jeg cykler selv i fritiden, og har af og til også cyklet sammen med drengene og træneren på skolens cykellinje. De gør også ofte det i cykelsportens klassiske bagerstop under træningen her hos os i Bording. Så jeg havde på forhånd indsigt i miljøet, siger Thomas Antonsen.

De positive fornemmelser blev forstærket, da bageren var til samtale. Bagerbutikken havde han sammen med sin kone Lene Nielsen allerede sat til salg.

- Den beslutning var taget. Jeg har lavet en aftale med ISI om, at hvis bageriet ikke bliver solgt, så hjælper vi frem til sommer til her fra bageriet, siger Thomas Antonsen.

Siden bageriet blev sat til salg har der været et par henvendelser.

- Det har været folk, der har været interesseret i at forpagte. Men vi vil sælge stedet, siger Thomas Antonsen.

Hvis ikke en køber melder sig på banen, vil sidste åbningsdag være den 21. juni.

- Vi håber stadig på en løsning. For vores egen skyld og i høj grad for byens skyld. Bordingenseren fortjener et bageri, siger han.

Erfaren kok

I køkkenet på ISI bliver bageren fra Bording kollega med skolernes nye souschef, Rune Kristensen. Han har i de seneste ni år været kok i Jyske Bank i Silkeborg, og var før det kok på restauranten Karoline Amalie i Virklund syd for Silkeborg.

På ISI bliver Rune Kristensen højre hånd for køkkenleder Pernille Simonsen. Udover at lede køkkenet med de fremover ti kokke, bageren og køkkenassistenter, skal sportskøkkenet fra august til slut juni sørge for mad seks gange i døgnet til op mod 500 unge sportsfolk fra henholdsvis idrætsefterskolen, idrætshøjskolen, idrætsfriskolen Guldminen og eleverne på SportsStar College Ikast-Brande. Hen over sommeren, mens eleverne er på ferie, rykker mere end 500 golfkursister ind i på værelserne, og de skal også bespises tre gange om dagen udover snackmåltider.

- Lige som vi ansætter specialister i vores idrætsuddannelser, så ansætter vi også specialister i køkkenet. Netop kosten og den rigtige ernæring er vigtig i forhold til både kursisterne og vores elever, der er aktive fysiske hver eneste dag, og som skal have depoterne fyldt op, så de er maksimalt klar til både skole og træning, siger forstander Torben Østergaard, ISI.

- Vi har fået to kapaciteter på hvert sit felt. Det er første gang vi ansætter en bager, og vi glæder os til at opgradere på den front, siger Torben Østergaard.