
Veloplagt kronprins til kongejagt i Gludsted
33 krondyr blev nedlagt, da kronprins Frederik var vært ved kongejagt
Udgivet:10. november 2018, 09.15
Læsetid:2 minutter
Det var en veloplagt kronprins Frederik, der torsdag morgen bød på kongejagt i Gludsted. Det var hans anden i skoven. Vejret var i øvrigt perfekt. Lidt lunt efterårsvejr, og tørt. Her får han en snak med kongelig jægermester, Jens Bjerregaard Christensen og skovrider Poul Ravnsbæk. Foto: Henrik Ole Jensen
5 år siden
GLUDSTED Kronprins Frederik kom i god tid, da han torsdag morgen var vært ved den årlige kongejagt i Gludsted Plantage.
Kronprinsen sad selv bag rattet i sin Audi Q7, da han ankom til skovfogedhuset 20 minutter før parolestart. En del af gæsterne kom således efter ham. Blandt andre fødevareminister Jakob Ellemann Jensen. Han ankom sidst. Et par minutter før starten på parolen.
23 gæster var inviteret til dagens kongejagt, blandt andre museumsdirektør i Silkeborg, Ole Nielsen, og Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Boye Lauritsen, samt kommunaldirektør, Flemming Storgaard. Med på listen var blandt andre også flere direktører for virksomheder og godsejere. Efter kronprinsen havde været hele vejen rundt for at hilse på gæsterne og de mange skovarbejdere, der skulle hjælpe med at få jagten til at glide, bød han velkommen, hvorefter ordet blev givet videre til kongelig jægermester, Jens Bjerregaard Christensen, der fortalte, at det måtte skydes efter ræv og kronvildt. Især sidstnævnte er der rigtig meget af i Gludsted. Efter parolen skulle jægerne transporteres ud til deres jagttårne. Kronprinsen havde dog lige et minut til pressen. 12 gange er der blevet arrangeret kongejagt i Gludsted. De fleste gange har prins Henrik haft tjansen. Også Prins Joachim har været med. Kronprinsen har været vært et par gange. Han turde på forhånd ikke love, at han fik skudt noget. - Man ved aldrig. Det er dyrene, der afgør, om de vil præsentere sig for jægerne. Det er den danske måde at drive jagt på, fortalte han. Kronprinsen har gode erfaringer fra tidligere besøg på stedet.
- Der er rigtig meget vildt i Gludsted. Og det kan de lokale landmand også snakke med om. Dyrene tramper lige lovlig meget på deres marker og laver skader, fortalte kronprinsen.
Frokosten blev nydt i skovfogedhuset. Der blev serveret røde og hvide sild, kartoffelmos og mørbrad-gryderet samt kaffe og kage. Klokken 17 var der parade som afslutning på dagen. Der blev skudt 33 krondyr. Skovrider Poul Ravnsbæk fortalte efterfølgende, at 33 dyr er over al forventning. Det er lidt af en hemmelighed, om kronprinsen nedlagde et eller flere dyr. - Kronprinsen udtrykte glæde over arrangementet. Og vejret var da også fantastisk. Stille og lunt. Perfekt til jagt, fortalte Poul Ravnsbæk.



