Lyserød Lørdag: Iværksættere samarbejder om lyserødt løb

To lokale iværksættere vil støtte Lyserød Lørdag med et velgørenhedsløb i centrum af Ikast

21. september 2021, 10.09

I 2017 blev der også løbet gennem Strøgcentret på Lyserød Lørdag. Det vil ske igen i år 9. oktober. Foto: Hamistolen

IKAST Lyserød Lørdag er en landsdækkende event under Støt Brysterne kampagnen, der indsamler penge til brystkræftsagen.

Siden 2008 har frivillige og det lokale erhvervsliv hvert efterår gået sammen om at trække i den lyserøde arbejdstrøje og gøre Lyserød Lørdag til en stor landsdækkende indsamlings-fest. Gennem årene er der blevet løbet, danset, spist brunch, holdt auktioner, gået tur med hunden og meget andet. Alt sammen i den gode sags tjeneste, og det store engagement på Lyserød Lørdag er blevet til over 41 millioner kroner til brystkræftsagen.

Løb i midtbyen

Lokalt plejer Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Ikast-Brande at være vært for et arrangement på samlingsstedet Ruskjærholm i Bording. Det samme gør foreningen i år, men samtidig har et nyt hold arrangører meldt sig på banen.

- Vi vil gerne lave et løb i Ikast Midtby, som går ned gennem Strøgcentret. De seneste år har jeg fotograferet arrangementet på Ruskjærholm, og jeg har set, hvordan deltagerantallet er faldet. Det, synes jeg, er ærgerligt. Derfor er der brug for et tilbud i midtbyen også, siger Frederik Dahl, der driver fotovirksomheden »Ham i stolen«.

Anden halvdel af makkerskabet er Betinna Korfitz, som driver Korfitz Body Health,

- Det bliver et løb med start om formiddagen på Torvet. Man kan både løbe og gå, vi har fokus på, at det skal være for alle, siger Betinna Korfitz.

- Vi tror på, at vi kan få noget større opbakning, og dermed samle flere penge ind til Støt Brysterne, ved at få arrangementet tilbage til midtbyen, siger Frederik Dahl. Ikke en konkurrence

Makkerparret understreger dog, at løbet ikke skal konkurrere med Kræftens Bekæmpelses arrangement på Lyserød Lørdag.

- Vi har placeret vores løb sådan, så det er muligt at deltage begge steder. Og man skal huske, at vi jo støtter samme gode sag, siger Betinna Korfitz.

I samarbejde med Vores Ikast har Frederik Dahl og Betinna Korfitz indgået en aftale med Sport 24, således alle deltagere får en speciallavet T-shirt, en goodiebag og forplejning.

Arrangementet koster 150 kroner og kræver tilmelding.

Bifalder initiativ

Lokalformanden for Kræftens Bekæmpelse i Ikast-Brande, Inger-Lise Katballe, bifalder de to iværksætteres initiativ.

- Det er da rigtig dejligt, at der er nogen, der har lyst til at tage sådan et initiativ og stable et arrangement på benene. Jo flere der engagerer sig i den vigtige sag, jo bedre er det, siger Inger-Lise Katballe.