Mange lokale sendt hjem med lønkompensation: Se her hvor der er flest

Mange af lønmodtagerne i Ikast-Brande er sendt hjem. Erhvervsrådets direktør er alligevel forsigtig optimist i forhold til tiden efter corona

Udgivet:01. juni 2020, 07.00

Læsetid:3 minutter

I Herning Kommune og Ikast-Brande kommune er der sendt flere hjem end gennemsnittet på landsplan. Datawrapper-kort: Tobias Tange Jepsen

Tobias Tange Jepsen
Erhvervsredaktør| toj@herningfolkeblad.dk

3 år siden

CORONA Over 170.000 danskere er lige nu hjemsendt på lønkompensationsordninger i forbindelse med coronakrisen. Det betyder, at deres virksomhed får tilskud til at betale lønninger. I alt dækkes 176.000 jobs af hjælpepakkerne, fordi nogle danskere har flere deltidsjob. Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er tallet et symbol på noget godt.

- Vi har sammen med Folketingets øvrige partier spændt et sikkerhedsnet ud under Danmark, dansk erhvervsliv og danske lønmodtagere allerede fra starten af corona-krisen. Det har været en nødvendig prioritet for os for at kunne holde hånden under økonomien, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er godt tilfreds med ordningen, hvor staten maksimalt dækker 30.000 kroner om måneden per medarbejder.

- Corona-udbruddet har betydet, at mange har mistet deres job, men vi har været forskånet for den eksplosion i arbejdsløshed, som man har set på for eksempel vores største eksportmarked USA. Og det tror jeg ikke mindst skyldes trepartsaftalen om lønkompensation. Ordningen har sikret mange lønmodtagere fuld løn, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard,

Mange lokale får kompensation

I Ikast Kommune er mange private lønmodtagere også sendt hjem med lønkompensation. Det drejer sig om 9,8 procent svarende til 18. flest på landsplan. I Herning Kommune er endnu flere privatansatte sendt hjem - 10,8 procent, som svarer til syvende flest i landet.

Til sammenligning er 9,3 procent af de privatansatte sendt hjem med løn på landsplan.

Det er ikke nogle tal, der overrasker erhvervsdirektør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande Kenneth Mikkelsen.

- Jeg tror, det hænger sammen med flere ting. Blandt andet har vi jo mange virksomheder indenfor tekstil- og modebranchen, der har været ekstremt hårdt ramt. Når store virksomheder som Bestseller og DK Company sender folk hjem, tæller det meget, siger han.

- Derudover har vi også meget oplevelsesindustri specielt i Herning. Det er selvfølgelig MCH, men der er også mange underleverandører til dem, der lider.

Svær situation

Det er dog ikke fordi, de ovennævnte tal i sig selv skræmmer Kenneth Mikkelsen.

- Jeg er ikke så bekymret for lige præcis de her tal. Men det er klart, at jeg er jo bekymret for situationen generelt og den langvarige krise, forklarer erhvervsdirektøren.

Han er da også på en anden måde glad for, at mange af virksomhederne har gjort brug af ordningen.

- Man kan også vende tallet om. For alternativet er jo, at man fyrer medarbejdere i stedet. Det slipper vi heldigvis for, siger Kenneth Mikkelsen.

Der er noget, der tegner godt for virksomhederne i Ikast og Herning, fortæller han.

Nemlig historien.

- Hvis vi zoomer tilbage på finanskrisen - de to kriser kan ikke sammenlignes 100 procent, men der er nogle ens træk - var der også et specielt mønster. Her blev de lokale virksomheder hurtigt ramt, men de var også hurtige til at komme ovenpå igen, siger han.

Det handler specielt om, hvilke typer virksomheder, der findes i området.

- Vi er i bund og grund et producerende område. Det er handlende virksomheder, så når der kommer gang i hjulene og omsætningen, kommer det hurtigt os til gode. Og kæden er lang. For varerne skal også transporteres, og så kommer logistikvirksomhederne også i sving og sådan går det videre, forklarer Kenneth Mikkelsen.

Han understreger dog også, at ingen ved, hvor store konsekvenserne bliver af corona-krisen for de lokale virksomheder. Det handler blandt andet om, at mange af virksomhederne er store ud i eksport.