Skybrud i kirken: Sangerinde runder rækken af sommerkoncerter i kirken af

Sangerinden Marianne Søgaard runder sommerkoncerterne i Ikast Kirke af på torsdag

29. juli 2020, 07.33

Marianne Søgaard runder torsdag rækken af sommerkoncerter i Ikast Kirke af. Foto: Privat

IKAST Lyden af Skybrud klinger torsdag aften i Ikast Kirke.

Meget passende under en våd dansk sommer fristes man til at tænke. Men lyden er faktisk melodisk og poetisk. Den står sangerinden Marianne Søgaard for, som dermed runder rækken af sommerkoncerter i Ikast Kirke af.

Skybrud er netop titlen på Marianne Søgaards nye udgivelse, der rummer sange om eksistens og menneskets udsatte position i tilværelsen som én, der kan tro og tvivle, håbe og frygte, elske og miste.

Når katastrofen rammer

I titelsangen er forfatteren Dy Plambecks tekst en beskrivelse af den katastrofe, der kan ramme ethvert menneske ved dødsfald, skilsmisse, forlist venskab eller andre former for brud, hvor sorgen er gennemtrængende, og hvor det er tid til at orientere sig på ny i en forandret verden.

Marianne Søgaards musik er blevet beskrevet som iørefaldende, akustisk og komponeret med henblik på fællessang. Hun er en forholdsvis ny dansk sang- og salmedigter og komponist med et enkelt og melodisk tonesprog med potentiale til at samle folk på tværs af generationer til fællessangen.

Til dagligt er hun både højskolelærer og teologistuderende. Fællessang er kernen i hendes virke som komponist, tekstforfatter, foredragsholder, underviser og korarrangør.

Vinder af ny fødselsdagssang

I 2018 vandt hun DR P2’s konkurrence om at skrive Danmarks nye fødselsdagssang for voksne med titlen ’Fantastiske fødselar’. Hun har turneret som dukkefører for entertaineren Sigurd Barrett i showet »Sigurd fortæller bibelhistorier«, undervist TV-værter i stemmetræning og sunget sopran i Vokalselskabet Glas.

Med sig til koncerten i Ikast Kirke har hun sin bror, Morten Søgaard, der er musiker og producer på den danske indiemusikscene.