Få et bud på arveonkels tepotte

Få arvestykket vurderet i RemisenBrande

27. januar 2020, 07.16

BRANDE Kom og få vurderet dine arvestykker, loppefund og design-klassikere med henblik på evt. auktion, når Lauritz.com i Herning holder vurderingsarrangement på RemisenBrande. Det sker torsdag 30. januar.

Der er gratis adgang til vurderingsarrangementet.

Hvem har ikke ind i mellem tænkt over, hvor meget mon det sølvtøj man arvede fra sin mormor egentlig var værd. Eller den porcelænsfigur, man fandt på loppemarkedet i fjor?

Nu er det på tide at finde tingene frem.

Kig i skabet, led på loftet, tag et enkelt maleri eller to ned fra væggen derhjemme, og besøg så Lauritz.com’s vurderingsarrangement, hvor RemisenBrande og Lauritz.com Herning opfordrer alle til at medbringe effekter, som de ønsker at få vurderet af professionelle eksperter.

Det kan være alt fra ældre og moderne billedkunst til porcelæn, keramik, sølv, glas, skulpturer, legetøj, smykker, ure og småmøbler. Man er også velkommen til at medbringe fotos af større møbler.

Det er tre af Lauritz.com’s Herning egne vurderingseksperter, der møder op på dagen og vurderer »Hvad det er værd?«

Arrangementet er ganske gratis, mød op og måske få en behagelig overraskelse over noget du tænkte var mindre værd, end eksperterne vurderer.