Bording-præst fordyber sig i rytmisk kirkemusik

Morten Meiner holder tre måneders studieorlov, hvor han skal arbejde med ny musik

17. februar 2021, 11.05

Sognepræst Morten Meiner, Bording. Fælles friluftsgudstjeneste anden pinsedag for kirkerne i det gamle Ikast Kommune. Foto: Hans Jørgen Hansen

KIRKE Fra 1. marts og tre måneder frem bliver det ikke Morten Meiner, man kan opleve på prædikestolen i Bording og Christianshede kirker. Han skal nemlig have studieorlov for at arbejde med ny rytmisk kirkemusik.

- Jeg skal arbejde med musik, der kan bruges i kirken. Man kan kalde det et rytmisk oratorium, som forhåbentlig kan inddrage publikum for eksempel gennem salmesang. Jeg håber på, at det kan få urpremiere i Bording Kirke på et tidspunkt, fortæller Morten Meiner.

Præster har mulighed for at søge orlov til studier og projekter, der kan komme kirken til gavn. Det er den lokale provst, der kan videresende de indkomne ansøgninger til et udvalg i Viborg Stift, som i sidste ende skal godkende ansøgningen. Studieorloven skal ikke afsluttes med en eksamen eller en prøve, men den skal resultere i en rapport, som bliver afleveret til stiftet, så andre præster kan få gavn af de erfaringer, der er kommet frem under orloven.

Et perfekt tidspunkt

- Det er et kæmpe privilegium, og jeg er rigtig glad for at få muligheden for at få et pusterum, hvor jeg kan fordybe mig. Og så er det jo et perfekt tidspunkt at holde orlov på, når store dele af kirkelivet er lukket ned. Jeg går glip af tre ganges konfirmandundervisning, men til gengæld kan jeg stå for konfirmationerne, som er rykket til august, siger Morten Meiner.

Mens han har orlov, træder Anders Frank til som vikar. Han er netop blevet ordineret som præst og kommer med en lang erfaring som kirke- og kulturmedarbejder i Rind og Kollund sogne.