Rådyr afslørede hashbilist fra Fyn

1. juni 2018, 07.16

pårup Et rådyr var torsdag aften formentlig skyld i, at en bilist med hash i blodet blev afsløret.

Episoden udspillede sig en halv times tid før midnat, da en 47-årig mand fra Søndersø på Fyn i sin personbil kom kørende ad Vejlevej ved Pårup.

Omkring 300 meter syd for afkørslen til Pårup sprang et rådyr pludselig ud på kørebanen. Bilisten forsøgte forgæves at forhindre en påkørsel, men dyret blev ramt, mens bilisten mistede herredømmet over bilen, der fortsatte ned i grøften.

Da politiet nåede frem, skønnede man, at manden kunne være påvirket og fandt narkometeret frem, og det slog positivt ud for cannabis, og fynboen blev anholdt.

Der blev udtaget en blodprøve, der i sidste ende kommer til at danne grundlag for den straf, som nattens kørsel ved Pårup kommer til at betyde.

I følge politiets døgnrapport står der intet om rådyrets skæbne, men vagthavende skønner, at det formentlig har måttet lade livet.