En vigtig håndsrækning til nedslidte i Ikast-Brande Kommune

27. oktober 2020, 12.33

Anne Paulin, folketingsmedlem Socialdemokratiet. Foto: Privat

LÆSERBREV I Ikast-Brande og i alle landets kommuner er der mennesker, der går på arbejde, selvom de egentligt ikke burde.

Problemet er nedslidning. Og problemet har i mange år været stort.

Vi taler om en gruppe, der kom først ud på arbejdsmarkedet, og som i alskens vejr har udført fysisk hårdt arbejde til det, som for de fleste har været en beskeden løn.

Konsekvenserne har været til at tage og føle på i form af svækkede led og daglige smerter.

Den uretfærdighed har vi i Socialdemokratiet forsøgt at råde bod på i mange år, og nu er det endelig lykkedes: En pensionsaftale er på plads! Den giver de, der startede først på arbejdsmarkedet mulighed for at trække sig tilbage først.

360 lokale borgere får retten

Aftalen giver over 360 borgere i Ikast-Brande ret til at gå på tidligere pension i 2022.

Det er helt fortjent, og for mig er det en absolut nødvendighed, at vi tager hensyn til den ulighed, der er i forbindelse med folks arbejds- og seniorliv.

Pensionsaftalen, vi har indgået, hjælper fortrinsvis nedslidte, der allerede begynder at knokle fuldtid som teenagere. Til sammenligning gik jeg og mange andre på gymnasiet, da vi var i den alder. Og mange starter først på arbejdspladsen ti år efter den ufaglærte fabriksarbejder.

Og så er der arbejdsopgaverne. Ikke alle 70-årige kan lægge tagsten, gøre rent eller passe patienter i et højt tempo. Især ikke, hvis de i et halvt århundrede har gjort det dag efter dag.

Vi har alle vidst, at der var behov for en god løsning for nedslidte, efter at blå blok og De Radikale reelt valgte at afskaffe efterlønnen i 2011. Det betød, at tusindvis af særligt faglærte og ufaglærte blev ladt i stikken. Nu er der blevet sat en dæmper for uretfærdigheden.

Det vigtige arbejdsmiljø

Vi skal dog ikke stoppe med at forbedre arbejdsmiljøet – selvom vi har indgået en rigtig vigtig aftale. Derfor glæder jeg mig også over, at vi også har afsat penge til at styrke arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser. 100 millioner kroner er afsat og både private og offentlige virksomheder kan søge om dem.

Rent personligt tillader jeg mig at være stolt over aftalen. Stolt, fordi jeg og Socialdemokratiet lovede i valgkampen, at vi ville give nedslidte en ret til tidlig pension. Stolt fordi vi nu leverer et vigtigt fremskridt, som mange danskere kommer til at få konkret gavn af.