28-årig overtager kødgryderne

Helle Sørensen har solgt sit »køkken« til kokken Rasmus Birkkjær, som vil prøve kræfter med livet som selvstændig madleverandør

Udgivet:26. maj 2021, 12.34

Læsetid:3 minutter

Rasmus Birkkjær har købt inventaret og lejet sig ind i hos Helle Sørensen i Tulstrup, hvor han fra 1. august for alvor vil rulle sin virksomhed »Birkkjær - God smag fra bunden« ud som fuldtids­beskæftigelse. Foto: Henrik Ole Jensen

Laila Kempel
Journalist

2 år siden

GASTRONOMI I 29 år har hun rørt i de store gryder, lavet mad til ung som gammel. Til barnedåb og begravelser. Men til august er det slut.

63-årige Helle Sørensen fra Helles Køkken i Tulstrup har trukket en streg i sandet og har solgt sit »køkken« til den 28-årige kokkeuddannede Rasmus Birkkjær, der står bag firmaet »Birkkjær - God smag fra bunden«.

Bliver boende

Helle Sørensen bliver dog boende i ejendommen midt i Tulstrup, hvor hun og husbonden Viggo har boet siden de købte byens slagterforretning for 30 år siden.

Erhvervslokalerne har de lejet ud og samtidig solgt alt inventaret til den ambitiøse Rasmus Birkkjær der i 2020 lagde grundstenen til det firma, han altid har drømt om at få.

Rasmus Birkkjær begyndte i 2020 op på hobbybasis ved siden af sit faste job hos Marias Deli, der hver dag producerer mad til 700 personer og leverer ud til diverse kantineordninger.

- Men nu er jeg klar til at stå på egne ben. Jeg har sagt mit job op, og er klar til at smøge ærmerne op og prøve det af, siger Rasmus Birkkjær.

Alle vil have tapas

Mens Helle Sørensen har kredset om de dejlige danske klassikkere er Rasmus Birkkjærs stil mere moderne.

- Tapas er det folk vil have i øjeblikket. Corona har gjort, at alting har været i små skåle og portionsanrettet, men det er i alt fald meget populært i øjeblikket, siger Rasmus Birkkjær.

Faglig og pratisk erfaring

Han er uddannet i Silkeborg, og har arbejdet i Østrig, på Ørbæklund, hos Østerport Slagter, hos DGI i Herning og senest ved Marias Deli, og føler sig således både fagligt og praktisk godt klædt på til udfordringerne som selvstændig.

- I første omgang er det meningen, at der kun skal være mig selv, men på sigt er planen, at min kone, Louise, som er ved at uddanne sig til ernæringsassistent, også skal være en del af det. Jeg håber, at vi kan lykkes med at skabe en virksomhed, hvor vi får travlt. Men ikke mere end at vi også får tid til at være familie. Vi har to små børn, som vi også skal have tid til. Jeg er også kredsleder hos FDF i Bording, og vil nok gerne have en assistent til det job. Men forhåbentlig bliver jeg ved med at have tid til et aktivt fritidsliv. Indtil nu har jeg lejet mig selv ud sådan lidt som en gammeldags kogekone. Jeg er taget ud i forsamlingshuse og private hjem og har fremstillet maden og gjort det klar til servering. Det er der ikke så mange, der gør mere. Corona har ligesom også sat en bremse i det seneste års tid, siger Rasmus Birkkjær.

Selvom Helle Sørensen laver gammeldags mad og Rasmus Birkkjær moderne, så er de begge overbevist om, at tingene nok skal komme til at køre.

- Jeg har sagt til mine faste kunder, at de skal give ham en chance og bare fortælle, hvad det er, de gerne vil have, siger Helle Sørensen, mens Rasmus Birkkjær vil tage imod alt, hvad der tikker ind.

- Jeg skal jo i gang, så jeg siger ikke nej til noget som helst. Jeg vil gøre mit til, at folk får det, de ønsker. Men jeg vil da også bruge min faglighed og forsøge at præsentere folk for mine ideer og input. Det handler om god smag fra bunden, siger Rasmus Birkkjær.

28-årige Rasmus Birkkjær er uddannet kok og klar til at prøve kræfter som selvstændig madleverandør. Foto: Henrik Ole Jensen