112

Måske den samme bande

19. november 2020, 08.03

IKAST-BRANDE Politiets døgnrapport for onsdagen rummede i alt seks indbrud i villaer.

Det er en markant stigning, idet antallet af indbrud i private hjem generelt er styrtdykket.

Derfor hælder man fra politiets side også til den teori, at det meget vel kan være de samme gerningsmænd, der står bag de fleste af de indbrud, der bliver anmeldt i øjeblikket.

Fremgangsmåden er i hvert fald nogenlunde den samme. Vinduer i terrassedøre og til køkkener bliver brudt op, hvorpå gerningsmændene roder hjemmene igennem. Valget af bytte har været smykker og it-udstyr.

Onsdag aften brød tyvene ind i en villa på Lyngtoften i Ikast. Her fra forsvandt der en MacBook, to bærbare computere af mærket Lenovo, et digitalt kamera af mærket Canon, smykker samt en brun lædertaske.

I samme tidsrum blev terrassedøren til et køkken på Skyggevej i Bording brudt op, men det var formentlig intet stjålet.

Det blev der til gengæld fra en villa på Åbrinken i Brande. Herfra forsvandt et smykkeskrin, fyldt med kæder og ringe i guld.

Dette indbrud fandt sted i tidsrummet fra klokken 18 til klokken 22.35.