Personlig vejledning til motion og vægttab

13. september 2018, 05.32

Allan Rindom har anskaffet sig store traktordæk, som kommende motionister kan få lov at muntre sig med i det nye træningscenter. Foto: Flemming Hansen.

ikast Vejen til overvægt er brolagt med dårlige undskyldninger, og undskyldninger har 29-årige Allan Rindom fra Ikast ikke tid til. Ikke nok med, at man lyver over for sig selv, når man begynder at forklare, hvorfor en sten i skoen er skyld i, at man ikke lige fik løbet, eller hvorfor den flødekage skreg på at blive spist. Man lyver også for ham, og det har han intet til overs for.

- Hvis jeg skal give mig 100 procent som personlig træner, så skal jeg også mærke, at den jeg arbejder med, giver sig 100 procent. Sådan går tingene hånd i hånd, siger han.

Allan Rindom har netop åbnet Rindom Kost & Motion i Odinsgade ved siden af Strøgcentret.

Her tilbyder han personlig rådgivning og vejledning til træning og vægttab. Han er uddannet kostvejleder og personlig træner. Han tilbyder desuden vejledning i ernæring og aktiviteter for idrætsfolk, og så er han wellnessmassør. Man kan også tilmelde sig til mindre hold i centret.

- Jeg kan desværre ikke behandle skader, men jeg kan hjælpe den skadede til at stabilisere musklerne omkring det skadede område, siger Allan Rindom.

Menneskekender

Det primære fokus for Allan Rindom er den personlige vejledning, og derfor bliver nye medlemmer også tilbudt en samtale, før træningsforløbet bliver sat sammen.

- Jeg betragter mig som en god menneskekender, og jeg kan meget hurtigt spotte, om personen har det, der skal til for for eksempel at tabe sig. Om de har realistiske mål, og om de vil det nok. Hvis ikke, så skal de ikke bruge mig som træner. Jeg er ikke typen, der synes, at man skal give afkald på alt det søde i livet, men man skal bare vide, hvis man tager en øl i byen lørdag, så kræver det altså nogle ekstra kilometer i benene søndag. Og mandag kan jeg med det samme se, om vedkommende har fulgt planen, siger han.

Allan Rindom har selv levet livet som overvægtig, på trods af at han har dyrket både fodbold og badminton. Da han blev ramt af en alvorlig skade, kom han samtidig til at se sig selv i spejlet, og han tog en beslutning. Han ville ikke længere slæbe rundt på de ekstra kilo. På to år smed han 34,5 kilo, og han begyndte samtidig at sysle med tanken om at blive selvstændig. Hidtil havde han arbejdet som sælger, men sideløbende har han beskæftiget sig med træning, vægttab og ernæring.

- Det er så fedt at stå op klokken 6 og glæde sig til at arbejde i 15 timer, hvor man har det sjovt, i stedet for at slæbe sig igennem 8 sure timer, siger han.

Allan Rindom har selv sat de lejede lokaler på Odinsvej i stand, så der nu er et træningslokale samt et lille aflukke, hvor han sideløbende trykker T-shirts, som han længe har gjort det.

Han og kæresten har endnu ikke stiftet familie, og derfor var tidspunktet også det helt rigtige.

- Jeg har givet mig selv halvandet år til at få det op at køre, og jeg tror på, at jeg nok skal nå det, siger han og kigger sig om med slet skjult stolthed.

Allan Rindom har lagt kræfter i at finde anderledes træningsformer, der skal inspirere og motivere, så tre store traktordæk er det første, man ser. Desuden er der airbike, battle rope, vægte, bolde og slyngetræning. Fokus ligger på den individuelle træning, men man kan melde sig til hold på 8-10 personer.

- Og der kan man altså ikke gemme sig i det ene hjørne, forsikrer han.

Allan Rindom har længe haft et trykkeri til T-shirts, og man kan stadig bestille tryk hos ham, men det er planen, at trykkeriet på sigt skal flyttes i kælderen.
Allan Rindom ved, hvad det vil sige at kæmpe med overvægten, og det kommer til at tælle som et plus, når han skal hjælpe andre på vej mod tyndere tider.