Kjærsgaard bliver DF’s folketingskandidat i Ikast-Brande

Udgivet:28. marts 2022, 14.50

Læsetid:2 minutter

DF Ikast-Brande har valgt ny folketingskandidat, nemlig 30-årige Jakob Kjærsgaard (t.v.), der her ses sammen med den nytiltrådte bestyrelse: Fra venstre Mikael Würtz, Hans Peter Rousing, Mads Berg. Forrest Finn Brostrup. Jytte Graversen og Tina Ostersen. På billedet mangler Peder Fenger. Foto: Privatfoto

POLITIK Du læste rigtigt. Kjærsgaard bliver Ikastkredsens folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Det er dog ikke partimoderen med fornavnet Pia, som stiller op her, men derimod den 30-årige Jakob Kjærsgaard Mortensen fra Herning. Den nye folketingskandidat blev valgt torsdag aften på lokalforeningens opstillingsmøde og generalforsamling der foregik på Ejstrupholm Hotel.

Jakob Kjærsgaard er lokalformand i Herning, hvor han også er 1. suppleant til byrådet. Den nye folketingskandidat er glad for valget:

- Jeg er virkelig glad for, at jeg må repræsentere DF Ikast-Brande til næste folketingsvalg. Ikast-Brande har en af de stærkeste lokalforeninger i Dansk Folkeparti, fyldt med ildsjæle. Kommunen er et af de steder i Danmark, hvor allerflest stemmer DF, så man føler sig på hjemmebane, hvad end man er på gaden, eller ude til debatter. En af de vigtigste mærkesager for mig, bliver kampen for bedre vilkår til fysisk og psykisk handicappede. I et så rigt samfund som Danmark, så kan det ikke passe, at de svageste ikke kan få den hjælp, de har brug for.

Lokalformand Mads Berg ser frem til samarbejdet med den nye folketingskandidat:

- Jakob er en arbejdsom, og en skarp retoriker. Han har stor viden om de klassiske DF-mærkesager, men han har også holdninger til lokale midt- og vestjyske mærkesager. Jeg er sikker på, at Jakob formår at markere sig i den kommende valgkamp, og som lokalforening glæder vi os til at bakke ham op.

Inden opstillingsmødet havde lokalforeningen generalforsamling, hvor Tina Ostersen fra Brande blev valgt som ny næstformand. Nyvalgte til bestyrelsen blev også Finn Brostrup fra Nørre Snede, Jytte Graversen fra Ejstrupholm og Peder Fenger fra Ikast.

Bestyrelsen har nu følgende sammensætning:

Formand: Mads Berg, Hampen.

Næstformand: Tina Ostersen, Brande.

Bestyrelsesmedlem: Finn Brostrup, Nørre Snede.

Bestyrelsesmedlem: Peder Fenger, Ikast.

Bestyrelsesmedlem: Jytte Graversen, Ejstrupholm.

1. Suppleant: Hans Peter Rousing, Bording.

2. Suppleant: Mikael Würtz, Engesvang.