Nabo ringede 112: Tyve minutter senere var tyvene anholdt

Udgivet:12. juli 2023, 09.29

Læsetid:1 minut

Nabohjælp har en præventiv virkning. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

3 måneder siden

BORDING Natten til onsdag var en borger yderst opmærksom på Nylandsvej. Lidt inden klokken 01.20 bemærkede han, at to personer kom ud fra baghaven hos naboen og satte sig ud i en sølvfarvet bil. Og da manden vidste, at naboen var i sommerhus, ringede han herefter til politiet og kunne beskrive bilen samt nummerpladen, hvilket betød, at politiet kunne stoppe selvsamme bil ikke langt derfra klokken 01.40.

I bilen var der tre personer, en 30-årig mand fra lokalområdet og to mænd fra Haderslev på 25 og 29 år.

I bilen blev der blandt andet fundet et legorumskib, som ejerne af huset med førnævnte baghave, kunne bekræfte var deres. Udover legorumskibet var der også andre genstande i bilen, som stammede fra selvsamme hus.

Foruden, at alle tre blev anholdt for tyveri, blev den 25-årige mand fra Haderslev også sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret.

Ydermere blev den 29-årige mand fra Haderslev så hidsig, at han knuste en rude i politibilen, hvilket resulterede i, at han blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling på Gødstrup, da han var ukontaktbar i forbindelse med forløbet.

Politiet påpeger ved gennemgangen af døgnrapporten, at nabohjælpen var afgørende i denne sag og kan derfor kun lægge vægt på, at nabohjælp virker.