Det første af sin slags: Brintanlæg ved Brande vinder bæredygtighedspris

Projektet »Brande Brint« med Siemens Gamesa i spidsen har vundet hi-messens bæredygtighedspris

6. oktober 2021, 10.03

Anders Skjalaa (t.v.) og Poul Skjærbæk (t.h.) fra modtog HI-messens bæredygtighed for projektet »Brande Brint«. Foto: PR-foto

PRISUDDELING Siemens Gamesa og projektet »Brande Brint« blev onsdag hædret på HI-messen med bæredygtighedsprisen »HI Sustainable Development Award 2021«.

Prisen tager afsæt i FN’s 17 verdensmål, der sætter retningen for en mere bæredygtig udvikling for såvel mennesker og dyr som miljø og klima. Prisen blev uddelt ved begivenheden Technomania, som arrangeres af Ingeniørforeningen IDA. Her overrakte foreningens formand, Thomas Damkjær Petersen, hæderen og 50.000 kroner til Siemens Gamesa.

Formanden, der har været med i juryen bag prisen, lagde vægt på, at CO2-udledning skal afløses af ren energi og vand, og at Siemens Gamesa er med til at bane vejen for en mere bæredygtig fremtid.

Et stærkt felt

Prisen og de 50.000 kroner blev modtaget af innovationsdirektør Poul Skjærbæk og chef for integrerede løsninger Anders Skajaa fra Siemens Gamesa.

- Når man ser det stærke felt af nominerede, er vi vildt beærede over at blive valgt. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de partnere, vi har haft i det her projekt. Vi har mødt enorm opbakning fra alle involverede partnere, alle har bakket op, og vi har faktisk kunnet eksekvere det her projekt på under et år. Det er nærmest helt uhørt, at man kan lykkes med det, så tusind tak til alle dem, der har hjulpet os, lød det fra scenen fra Poul Skjærbæk.

De øvrige finalister i finalefeltet var Insatech, Innocell og Lyras.Grøn energi

I valget af vinderen havde ekspertjuryen lagt vægt på, at Siemens Gamesa sammen med sine lokale partnere i Brande Brint har etableret verdens første og største anlæg af brintbrændstof baseret på vindstrøm.

Ifølge juryen bliver det helt afgørende for, at man kan omstille den tunge transport i form af skibe, fly og lastbiler fra sort til grøn energi, hvilket er en forudsætning for at undgå de værste klimaforandringer i fremtiden.

Samtidig viser Brande Brint ifølge juryen også vejen for flere og større samarbejder på tværs af sektorer, organisationer og private og offentlige partnere.