DM-titel til ung racerkører

15-årige Simon Birch Kristensen gav i weekenden sine konkurrenter baghjul i Yokohama Super Cup

Udgivet:26. oktober 2022, 14.45

Læsetid:2 minutter

Simon Birch Kristensen er bare 15 år men så ferm til at køre race, at han nu kan kalde sig Danmarksmester.Foto: Privatfoto

7 måneder siden

IKAST En 15-årig ung motorglad knægt fra Ikast har netop sikret sig det danske mesterskab.

Det skriver hans familie i en pressemeddelelse.

Sæsonen startede ellers ikke helt godt for Simon Birch Kristensen fra Ikast, der er bidt af motorsport og Yokohama Supercup, der en klasse for standardbiler op til 250 hk.

Men på trods af sin unge alder, så kører han stærkt på de lukkede baner og var istand til at give sine nærmeste konkurrencer baghjul, da det virkelig gjaldt.

Tilbage i maj betød en defekt bremseslange, at han endte i muren for enden af langsiden på Padborg Park. Bilen blev ret smadret og kom ikke ud at køre mere den weekend. Simon Birch Kristensen var dermed allerede tre heats bagud i forhold til sine konkurrenter.

Det betød, at Simon virkelig skulle køre stærkt og sikkert resten af sæsonen - hvor der var 15 heats tilbage at kæmpe om point i.

Og det må siges, at Simon har haft en rigtig tung højre fod, da han har vundet 13 af de 15 mulige heats - og i nogle heats med over 39 sekunders forspring ned til nummer to.

- Det har været et hårdt år. Det har virkelig krævet fokus fra min side hele tiden, da jeg jo var bagefter fra starten, siger Simon Birch Kristensen, der nu glæder sig over, at det hårde arbejde gav udbytte i form af en mesterskabstitel.

Simon går til dagligt i 9. klasse i idrætstalent klassen på Nordre Skole, hvor der er skemalagt tre morgentræninger om ugen.

- Det kræver en god fysik at køre racerbil. Man sidder ikke bare derinde, understreger han.

- Både mentalt og fysisk er man på. Jeg bruger en del tid på træning. Det handler om både fysisk træning i motionscenter, men også at se vidoer fra løbene, så jeg kan se, hvordan jeg kan gøre det endnu bedre næste gang.

I efterårsferien brugte Simon tiden i værkstedet, hvor han hjalp med at gøre biler og grej klart efter en god sæson. - Det handler om meget mere end bare at køre racerbil. Jeg skal også hjælpe teamet med at få tingene gjort klar både før og efter et løb, siger Simon Birch Kristensen.

Han er en del GMB Motorsports talentudvikling, og planerne for 2023 er endnu ikke fastlagt, men Simon er klar til at give den gas.

På trods af en dårlig start på sæson, lykkedes det Simon Birch at komme øverst på sejrskamlen. Foto: Privatfoto
Hele holdet bag Simon Birch Kristensens fejrede det nyvundne mesterskab. Foto: Privatfoto