Kirkerne skruer ned for energiforbruget

Høje energipriser sætter skub på udskiftning af lys- og varmekilder i kirkerne.

Udgivet:24. november 2022, 08.45

Læsetid:2 minutter

I Ikast Kirke er der blevet skiftet 680 pærer. De nye LED-pærer bruger væsentligt mindre strøm.

1 år siden

En LED-pære bruger kun 10-15 procent af den strøm, som en god, gammeldags glødepære bruger. Derfor er der meget fornuft i at skifte sine gamle pærer ud, hvis man gerne vil spare på strømmen i en tid, hvor energipriserne sætter rekord.

Især hvis man har 680 pærer hængende. Det har man i Ikast Kirke, så det er en ret væsentlig besparelse, som kirken får ud af i september at have skiftet de gamle glødepærer ud med nye LED-pærer.

Fra 60 til 10 kWh

- Inden vi skiftede til LED, brugte vi godt 60 kWh på en søndagsgudstjeneste. Efter vi har skiftet, bruger vi 10, så det giver jo en ganske stor besparelse på vores elregning, fortæller Simon Simonsen, der er kirketjener ved Ikast Kirke.

Overgangen til LED-pærer i Ikast Kirke – og i Faurholt, hvor der er bestilt 55 LED-pærer til kirkerummet – er eksempler på, at en reducering af energiforbruget er på dagsordenen i de lokale kirker. Det sker dels på grund af de høje energipriser og dels i forbindelse med en generel opmærksomhed på at nedbringe ressourceforbruget i de store og ofte gamle kirkebygninger, der ikke er bygget med et lavt energiforbrug for øje.

Fjernvarme i stedet for gas

Fonnesbæk Kirke er i sammenligning med andre kirker ganske ny, men der er alligevel sket meget på energifronten på de 28 år, kirken har eksisteret. Derfor står kirkens 15 år gamle gasfyr foran en udskiftning næste år. Ikast-Brande Provsti har afsat midler til at føre fjernvarme ind i kirken, så man kan tage endnu et vigtigt skridt i bestræbelserne på at reducere energiforbruget.

- I 2017 fik vi installeret et nyt varmestyringsanlæg i kirken og udskiftet cirkulationspumper til mere strømbesparende pumper. Med den nye varmestyring er det meget enklere at styre varmen i de enkle lokaler, i forhold til hvornår de bruges til forskellige aktiviteter, siger Poul Kjærsgaard, der er kirkeværge ved Fonnesbæk Kirke.

19 grader i kirkerne

De øvrige lokale kirker har i de senere år skiftet flere af de gamle energislugende installationer ud, blandt andet i Bording, hvor der er blevet monteret luft-til-luft-varme for nogle år siden. Temperaturen i kirker og kontorer er desuden sat til 19 grader som i andre offentlige bygninger.

Ikast-Brande Provsti har på budgettet for 2023 afsat midler, der kan dække nogle af de ekstraordinære udgifter, som sognene kan se frem til på grund af de høje energipriser.