Budgetforlig: Besparelser for 40 millioner

Et flertal i Ikast-Brande byråd blev mandag aften enig om budgettet. Kun Konservative og Fælleslisten står udenfor

Udgivet:13. september 2022, 10.53

Læsetid:2 minutter

Foto: Henrik Ole Jensen

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

IKAST Mandag aften umiddelbart efter det ordinære byrådsmøde blev 16 af byrådets 23 medlemmer enige om, hvordan de vil bruge kommunens penge i det kommende år.

Og det bliver stramt - det er alle 23 medlemmer ganske enige om.

Der skal findes besparelser for i alt 40 millioner kroner.

Fælleslisten og Konservative Folkeparti, der til sammen er repræsenteret med syv medlemmer i byrådet, er ikke enige i flertallets beslutning om, hvordan pengene skal fordeles.

De står derfor udenfor budgetforliget og vil senere tirsdag gøre rede for, hvordan de gerne have set besparelserne udmøntet.

- Hvis vi skal have noget at udvikle kommunen for i fremtiden, så er vi nødt til at få økonomien i balance først. Det er en del af det ansvar, vi har fået som byrådsmedlemmer, siger Simon Vanggaard fra Dansk Folkeparti

Socialdemokraterne har forpligtet sig på, at kommunen har en økonomi i driftsbalance.

- Den øvelse har krævet, at vi i fællesskab fandt 40 millioner i driftsbesparelser ved dette års budget, siger Kasper Pauli Pedersen og tilføjer: - Realiseringen af besparelserne kan ske over flere år. Det giver mulighed for, at besparelserne kan indføres i en takt, hvor det sker på baggrund af velovervejede beslutninger.

Hos Venstres Henrik Engedal fylder de dystre fremtidsudsigter:

- De nærmeste års udvikling af økonomien er ikke helt klare, og vi er naturligvis bekymrede for, at usikre tider skal ramme os negativt. Også derfor har vi søgt at finde en ansvarlig vej, så vi fortsat kan tage de stød der eventuelt måtte komme, siger Henrik Engedahl.

Det sidste parti i forliget, Nye borgerlige, repræsenteret af Bruno Ostenfeldt Jensen glæder sig over, at børn og unge i vidt omfang skånes for besparelser.

- Besparelserne bliver ikke gennemført med en grønthøstermetode, men gennem dialog i udvalgene, konstaterer han.