Herning-valgte Andreas Steenberg (R) vil bevare regionerne for at sikre et Danmark i balance

En lukning af regionerne vil flytte mere til København, advarer Herning-valgte Andreas Steenberg (R)

Udgivet:08. august 2018, 20.27

Læsetid:2 minutter

Efter knap to år i regionsrådet blev Andreas Steenberg i 2011 valgt ind i Folketinget. Her kæmper han som radikal indenrigsordfører for regionernes overlevelse. Foto: Region Midtjylland

MIDTJYLLAND Radikale Venstre er blandt de partier, der vil bevare regionerne. En lukning vil fjerne flere arbejdspladser fra provinsen og centralisere vigtige behandlinger af sygdomme i Hovedstaden, lyder det fra indenrigsordfører Andreas Steenberg, der er valgt i Herning.

Den klare radikale udmelding kommer som reaktion på Dansk Folkepartis forslag om at fjerne regionerne.

- DF vil flytte flere job til København, og sygehusbehandlinger vil blive endnu mere centraliserede. Det er stik imod hensigterne, vi alle har, om et Danmark i bedre balance, siger Andreas Steenberg i en pressemeddelelse.

- Det såkaldte Udkantsdanmark blev skabt ved den seneste kommunalreform, som centraliserede helt vildt. Det var også DF's værk, tilføjer han.

Centralt styret sundhed

Mange forbinder måske i forvejen regionerne med sygehuslukninger og øget afstand til skadestuen. Men med et statsligt styret sundhedsvæsen vil det blive endnu værre, spår Andreas Steenberg, der selv sad i regionsrådet i Midtjylland fra 2010 til 2011.

- Region Midtjylland fik kæmpet den nye partikelkanon, der skal behandle kræft, til Aarhus på bekostning af København. Den slags ville ikke været sket med et statsligt sundsvæsen styret fra København, siger den radikale indenrigsordfører.

- Regionen har også lagt meget kræftbehandling i Herning og Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg. Det vil jeg også have svært ved at se for mig i et centralistisk statsligt sundhedsvæsen.

S vil viderudvikle regionerne

Andreas Steenberg er dermed på linje med Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, der også ser en nedlæggelse af regionerne som et udtryk for centralisering.

- Det er ikke løsningen på sundhedsvæsnets udfordringer at nedlægge regionerne. Svaret er at videreudvikle regionerne og styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i alle dele af Danmark, siger Nicolai Wammen.

Regionernes fremtid er igen kommet til debat, efter at DF-formand Kristian Thulesen Dahl har erklæret, at regionerne skal afskaffes som led i den sundhedsreform, der skal forhandles om i efteråret. Partiet vil lade staten overtage sygehusene, mens kommunerne skal sørge for behandling før og efter et hospitalsophold. work

Læs også på midtjyllandsavis.dk
Erfarne parlamentarikere på roadshow i gammel Mercedes Erfarne parlamentarikere på roadshow i gammel Mercedes
Læs også på midtjyllandsavis.dk:
Erfarne parlamentarikere på roadshow i gammel Mercedes
Læs også på herningfolkeblad.dk
Dansk-udenlandske par får en kampfælle i Andreas Steenberg (R) Dansk-udenlandske par får en kampfælle i Andreas Steenberg (R)
Læs også på herningfolkeblad.dk:
Dansk-udenlandske par får en kampfælle i Andreas Steenberg (R)
Læs også på herningfolkeblad.dk
Afskaffelse af regioner står øverst på DF's ønskeliste Afskaffelse af regioner står øverst på DF's ønskeliste
Læs også på herningfolkeblad.dk:
Afskaffelse af regioner står øverst på DF's ønskeliste