De skaber Ønskelandet

Omdannelsen af den tidligere Ungdomsgården til børnehave og vuggestue går stærkt

Udgivet:15. marts 2019, 13.44

Læsetid:2 minutter

Rasmus Hebsgaard og Anne Hartig Hebsgaard har valgt at følge en årelang drøm om at skabe deres egen private daginstitution i det tidligere Ungdomsgården på Præstevænget i Ikast. Det er en stor opgave, men de har forberedt sig grundigt. Om et par måneder er rummene her omdannet til køkken-alrum. Foto: Tom Laursen

Thomas Vang Nielsen
Journalist

4 år siden

Ikast Der knokles på fuld kraft med at skabe Ikasts nye private børnehave og vuggestue: Ønskelandet, som Rasmus Hebsgaard og Anne Hartig Hebsgaard er ved at indrette i den tidligere Ungdomsgården på Præstevænget i Ikast.

Det er en stor operation at omdanne en bygning fra 1871 til en moderne daginstitution, som lever op til bygningskravene anno 2018 - plus alle de ekstra krav en bygning har, når den skal bruges til 26 vuggestuebørn og 48 børnehavebørn.

- Vi får nogle moderne lokaler, der er lyse og venlige, fortæller Anne Hartig Hebsgaard.

Tidsplanen for ombygningen af de 764 kvadratmeter kan få de fleste til at tabe pusten.

Byggetilladelsen til Ønskelandet kom 23. januar, og siden har familien Hebsgaard knoklet løs.

Åbningsdagen er 1. maj, men allerede 8. april skal daginstitutionen være klar til kommunalt tilsyn for at få den endelige blåstempling.

- Vi er færdige med nedbrydningen, og nu er vi ved at bygge op. Det er dejligt, siger Rasmus Hebsgaard.

Hjemligt og hyggeligt

Bredere gangarealer, nyt ventilationsanlæg, indretning af nyt institutionskøkken, ny bredde på trapper, nye gulve, flyttede vægge og ny belysning. Der er meget at holde styr på.

Samtidig ønsker parret at bevare bygningernes særlige kendetegn og hyggelige atmosfære.

- Arkitekten har arbejdet meget med, at det skal forblive »hjemligt«, fortæller Rasmus Hebsgaard.

- For eksempel har vi valgt at bruge ældre borde-bænkesæt af god kvalitet, så det ikke bliver alt for institutionsagtigt med møblerne, tilføjer Anne Hartig Hebsgaard.

Den nye institution har oplevet en stor interesse fra byens børnefamilier.

- Vi havde en forventning om kun at opstarte med halvfyldt i vuggestuen, altså 13 børn, men der er så stor tilslutning, at vi er tætte på fuldt hus i vuggestuedelen, fortæller Anne Hartig Hebsgaard.

Der er i skrivende stund ikke fyldt helt op på alle 48 børnehavepladser, men også her er tilmeldingen hastigt stigende.