Håndsrækning til erhvervsdrivende: Ikast-Brande Kommune betaler regninger før tid

Ikast-Brande Kommune fremskynder betalinger til håndværkere og leverandører for at hjælpe virksomhederne

21. marts 2020, 14.00

Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST-BRANDE Coronakrisen presser mange virksomheder på økonomien, og i værste fald risikerer nogle at måtte fyre medarbejdere eller lukke helt.

For at hjælpe en smule på den trængte situation vil Ikast-Brande Kommune straks betale regninger til leverandører og håndværkere, som ellers ikke skulle betales endnu.

- Vi fremrykker nogle betalinger, der kommer alligevel. Der er ingen grund til, at vi venter med en måneds kredit, siger Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V).

Hjælper på likviditeten

- Det er ikke sådan, at vi har penge liggende, så det er kommunekassen, der holder for. Men situationen er, at dem der har udført et stykke arbejde for os, eller har leveret varer, heller ikke har penge liggende. Så at vi betaler nu, vil hjælpe på deres likviditet, uddyber Ib Lauritsen.