10. sejr er i hus

Ikast-Brande Kommune har sit første runde jubilæum som indehaver af Danmarks bedste erhvervsklima

1. december 2020, 14.24

Claus Arberg, formand for DI Midt Vest (t.v.), og Lars Storr-Hansen, erhvervsudviklings­direktør i DI, stod tirsdag morgen for officielt at tildele Ikast-Brande Kommune prisen som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune i 2020. Borgmester Ib Lauritsen (V) modtog prisen på vegne af byrådet og kommunens mange medarbejdere. Foto: Tom Laursen

HÆDER For 10. gang ud af 11 mulige tager Ikast-Brande Kommune titlen som Danmarks mest erhvervsvenlige i DI’s landsdækkende analyse.

For første gang foregik fejringen med mundbind en del af tiden. For første gang var seancen henlagt til Jobcentret midt i rådhuset på grund af afstandskrav. Og for første gang var det boblende alkohol i champagneglassene ledsaget af rigelige mængder sprit til hænderne.

Men ellers var det meste, »som det plejer«.

- Ikast-Brande Kommune er danmarksmester i erhvervsvenlighed. Det plejer I at være - undtagen lige i 2012, hvor Herning vandt titlen. Det vidner om, at I hver eneste dag gør en stor indsats, sagde Lars Storr-Hansen, nyudnævnt erhvervsudviklingsdirektør i DI, under overrækkelsen af prisen i morges på rådhuset i Ikast.

Dansk Byggeri og DI plejer hvert år begge at tage temperaturen på det danske erhvervsklima, men 1. september 2020 fusionerede de, så der fremover kommer én fælles kåring.

- Det betyder, at vi i år har spurgt endnu flere virksomheder, så det er ret solid analyse, vi har lavet, sagde Lars Storr-Hansen.

Overhalet af Metrotoget

I analysen for 2020 har 75 virksomheder, der repræsenterer 11.321 arbejdspladser, svaret på det omfattende antal underspørgsmål, som sammenfattes i ni hovedkategorier:

- I ligger i top-10 i otte ud af de ni kategorier. Det eneste punkt, hvor I ikke er i top, er på emnet »Infrastruktur og Transport«, konstaterede Lars Storr-Hansen.

Ikast-Brande har dog forbedret sig og er rykket otte numre op ad rangstigen, hvad angår transport og infrastruktur. Den absolutte højdespringer og årets nummer ét i kategorien er Frederiksberg Kommune, hvilket muligvis kan skyldes den nybyggede metrolinje »Cityringen«.

I kampen om den samlede placering har Ikast-Brande også fået en ny udfordrer.

- Der er altså hård konkurrence. I år er det Vejen Kommune, der ånder jer i nakken. De er rykket op på en andenplads og har en overordnet score på 4,21 mod jeres på 4,27, forklarede Lars Storr-Hansen.

Børnehaver tæller med

Herefter gik ordet til Claus Arberg, formand for DI Midt Vest.

Han talte om det enestående i, at Ikast-Brande kan skifte borgmester, kommunaldirektør og en masse andre ledende poster i administrationen og alligevel blive ved med at vinde.

Claus Arberg vurderer, at det skyldes tre forhold:

- Der findes et udbredt servicegen hele vejen gennem systemet, og her taler jeg ikke kun om administrationen på rådhuset, for vi skal huske, at erhverveservice også handler om de ting, der sker ude i kommunen og de faciliteter, I stiller til rådighed - eksempelvis når virksomheders medarbejdere skal aflevere deres børn i institutioner om morgenen.

- Der findes en politisk vilje i byrådet til at skabe gode forhold for erhvervslivet. Det ved vi, fordi mange kommuner kommer på besøg for at lære af jer. Jeg tror, de er inspireret af det gode politiske sammenhold. Det kan være, at landspolitikerne også skal tage en tur til Ikast-Brande for at lære noget om godt samarbejde på tværs af partiskel.

- Vi ser også et stort fokus på erhvervsforhold i den politiske ledelse, men det vigtigste er, at det ikke er en kultur, der er bundet op på en eller få personer. Ikast-Brande har udviklet en kultur, hvor man ikke leder efter huller i osten, men leder efter løsninger.

- Derfor er det fuldt fortjent, at i vinder prisen igen i år, sagde Claus Arberg.

Målet er Champions League

Så var det tid til overrækkelse af diplom og statuette, som borgmester Ib Lauritsen (V) modtog på vegne af byrådet.

Han takkede og kom med flere sammenligninger fra sportens verden.

- Målsætningen her på egnen er Champions League. Fodboldklubben ligger her, og Ikast-Brande ligger i top med erhvervsvenlighed, sagde borgmesteren med et stort smil.

- Mange spørger, om det bliver ved med at være sjovt at vinde. Der kan jeg kun sige, at det er en god oplevelse hver gang, sagde Ib Lauritsen, der vurderer, at skulle kommunen en dag falde ned ad listen, vil andre få svært ved at stikke rekorden med 10 førstepladser.

Årsagen er, at det er en krævende indsats, som involverer rigtig mange mennesker.

- Det er et holdspil, så jeg vil gerne dedikere vores 10. sejr til byrådskolleger, direktører og ikke mindst alle medarbejderne. Tak for indsatsen! sagde borgmesteren.

Gave til 3200 medarbejdere

På grund af corona og forsamlingsforbud kan Ikast-Brande ikke fejre sejren med medarbejderne i kommunen. Kommunaldirektør Flemming Storgaard afslører dog, at en gave til samtlige 3200 medarbejdere er under produktion.

- Det er ikke en julegave. Det er en gave som anerkendelse for alle medarbejderes andel i prisen. Mere vil jeg ikke afsløre, siger kommunaldirektøren.

En mere til en fortjent samling af statuetter, der følger med titlen som erhvervskommune nummer ét. Her ses borgmester Ib Lauritsen sætte den nyeste på plads. Foto: Tom Laursen
Erhvervsvenlighed 2020
Placering Kommune

1 (1 i 2019) Ikast-Brande

2 (13) Vejen

3 (5) Hedensted

4 (8) Silkeborg

5 (3) Ringkøbing-Skjern

6 (2) Herning

7 (21) Sorø

8 (46) Varde

9 (18) Odder

10 (26) Billund

15 (25) Horsens

19 (16) Vejle

55 (22) Holstebro

62 (31) Viborg