HIH-kvinder er klar til DM-semifinalerne: Lokalrivalerne blev knust

Herning-Ikast var i kontrol fra første minut og cruisede i semifinalen

24. april 2021, 13.56

HIH’s Michala Møller udfordrer Silkeborg-Voels Anna Nielsen på vej mod en sikker sejr. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Lørdag eftermiddag blev det et faktum. Herning-Ikast Håndbold er klar til årets DM-semifinaler. Med en knusende sikker sejr på 37-27 over lokalrivalerne Silkeborg-Voel står det nu klart, at HIH-kvinderne ikke kan hentes af andre end Team Esbjerg og dermed er sikker på at ende på den ene af de to pladser, der sikrer en plads i semifinalen.

HIH mangler stadig to kampe i puljen, og de kan nu fokusere på at tage førstepladsen.

Spænding var der intet af i Jysk Arena denne eftermiddag. Hjemmeholdet har ellers før drillet storesøster fra Silkeborg, men med føringer på 5-1, 12-3, 15-4 var der ingen tvivl om slagets udgang. Op mod pausen kom Silkeborg-Voel en anelse bedre med, da Kasper Christensen skiftede en del ud på sit hold, der samtidig mistede lidt koncentration, og var nede 12-20 før de sidste 30 minutter.

Føring på 10 mål

Hjemmeholdet havde ikke andet end æren at spille for, da de allerede før kampen var uden chance for at nå semifinalen.

Heller ikke i anden halvleg var de grønblusede i nærheden af point. Midtvejs i halvlegen var føringen på 10 mål. Det forspring holdt kampen ud, og resultatet blev 37-27.

Helene Fauske blev topscorer med syv mål. Julie Jensen, tidligere Herning-Ikast, scorede otte gange for hjemmeholdet.

HIH-målvogter Jessica Ryde var ikke med, da hun er kommet hjem fra en landsholdssamling med corona og naturligvis er blevet isoleret fra resten af truppen. Det betød, at Sabine Englert stod langt det meste af kampen. I de sidste minutter blev der ligadebut til U19-spilleren Emma Ravnmose Kristensen.

Næste kamp for Ikast-mandskabet er på onsdag hjemme mod København Håndbold.