Måske mere aktuelt end nogensinde: En hel uge med fælleskaber i Ikast-Brande

Uge 40 står i fællesskabets navn. Her sætter Ikast-Brande Kommune og Frivilligcenter Ikast-Brande fokus på både nye og eksisterende fællesskaber. En uge med rummelighed og håndsrækninger

12. maj 2021, 03.58

Frivilligcenter Ikast-Brande har fået nye lokaler i Møllegade. Lokaler, som imidlertid ikke er åbnet endnu på grund af situationen med coronavirus. Til august byder Frivilligcentret til gengæld indenfor til et planlægningsmøde af den kommende Fællesskabsuge. Til den tid er Frivilligcentret åbnet og igen fyldt med liv. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen

IKAST-BRANDE Meget af det, vi kender, elsker og holder af har været sat på pause i over et år. Ensomheden har fået frit spil, og de sociale relationer er for mange ikke blevet plejet. Følelsen af »at høre til« er blevet erstattet af en følelse af afmagt og uvidenhed.

March mod Ensomhed

Et fællesskab er for mange mennesker vigtigt for at trives, men det kan være svært at tage det første skridt ind i et fællesskab. Derfor sætter Ikast-Brande Kommune og Frivilligcenter Ikast-Brande ekstra fokus på både nye, eksisterende og idéer til fællesskaber i uge 40 under navnet Fællesskabsugen.

Anledningen skal findes i et fornemt besøg. I 2017 blev den studerende Patrick Cakirli landskendt, da det lykkedes at skabe initiativet March Mod Ensomhed, der har til formål at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsproblem såvel som at samle penge ind til velgørenhed. Patrick Cakirli går igen i år rundt i hele landet med start på Bornholm og kommer også forbi både Ikast og Brande til efteråret.

- Det er anledningen til vores initiativ, som vi efterfølgende har valgt at brede ud til hele ugen, siger Lisbeth Wium-Andersen.

Hun er frivillighedskoordinator ved Psykiatri & Handicap i Ikast-Brande Kommune. Sammen med frivillighedskoordinator ved Sundhed og Ældre, Elisabeth Nedergaard Albek, er tanken at skabe en uge, hvor målgruppen er os alle, og hvor fokus stilles ind på fællesskaber i alle størrelser, forklarer hun.

Fællesskabsugen arrangeres desuden i samarbejde med Frivilligcentret.

- Nogle har måske brug for at få sat fokus på et fællesskab igen efter en hård tid med corona, og det kan også være, at man kan bruge ugen til at tage temperaturen på det fællesskab, man er en del af. Hvordan har vi det egentlig i vores gruppe? Er der en, som er ved at falde ud? Det vigtige at understrege er, at vi på forhånd ikke har lagt noget fast i forbindelse med, hvordan ugen skal udformes, tilføjer Lisbeth Wium-Andersen.

Ræk ud

Vibeke Grønskov er daglig leder af Frivilligcentret og tilføjer, at ugen er en fin anledning til at få placeret noget synlighed på fællesskabet igen.

- Et fællesskab behøver ikke at være store formaliserede sammenhænge. Det kan også være tre naboer, som laver noget sammen. Men en af tankerne omkring Fællesskabsugen kan være, at man måske kan tage op til overvejelse, om man har plads til flere i sit fællesskab. Især efter en nedlukning, som den vi har været igennem. Det passer fint ind i et af Frivilligcentrets områder, hvor vi gerne vil bringe synlighed på rummeligheden i et fællesskab, siger Vibeke Grønskov.

Elisabeth Nedergaard Albek tilføjer, at håbet ligeledes er, at ugen kan benyttes til at vise sit fællesskab frem og på den måde række ud til andre.

- Det kan være svært at tage det første skridt mod et fællesskab. Her er håbet, at ugen kan bruges til at vise de mange fællesskaber, som findes, og ligeledes skabe nye. Desuden vil det være oplagt, hvis man kan bruge ugen til at styrke synligheden af sit fællesskab fremadrettet. På den måde kan initiativet være medvirkende til at bringe nogle mennesker sammen og nedbringe noget af den ensomhed, vi ved, findes rundt omkring, fortæller Elisabeth Nedergaard Albek.

Planlægningsmøde til sommer

Det er vigtigt for Lisbeth Wium-Andersen og Elisabeth Nedergaard Albek såvel som Frivilligcentret at understrege, at man på forhånd ikke har lagt sig fast på en type af aktiviteter.

- Vi håber, at folk vil bidrage med idéer, tanker, indsigter og aktiviteter til ugen. Om det er eksisterende aktiviteter eller fællesskaber - eller om det er nogle helt nye. Det vigtige er, at borgerne skal være medskabere til Fællesskabsugen, understreger Vibeke Grønskov.

Derfor inviterer initiativtagerne og Frivilligcentret til et planlægningsmøde 26. august om aftenen.

- Man kan komme som nysgerrig, man kan komme med tanker, idéer eller for at sparre. Det er bestemt ikke påkrævet, at man har en planlagt aktivitet eller har et eksisterende fællesskab, understreger Vibeke Grønskov.