Ikast Kirke inviterer til festuge

Udgivet:07. september 2022, 11.50

Læsetid:1 minut

Høstfest på torvet er en del af den kirkelige festuge i Ikast. FoTO: Privat foto

5 måneder siden

IKAST Fra 14. til 18. september holder Ikast Kirke festuge med tilbud for alle aldre. Festugen byder blandt andet på foredrag, koncert, høsttorvedag, markedsdag og høstgudstjeneste. Fællesnævneren er fællesskaber, og der er masser af muligheder for at mødes med andre – på tværs af aldre og kirkevaner.

- Vi har bestræbt os på at lave en festuge med et program med bred appel, et program hvor vi inviterer ind til fællesskab og sidst, men ikke mindst, har vi også haft et ønske om at synliggøre, at kirke er meget andet end gudstjeneste, fortæller Bente Larsen, der er formand for menighedsrådets gudstjeneste- og aktivitetsudvalg.

Fokus på de daglige arrangementer

Ud over de særlige arrangementer sætter kirkefestugen også fokus på nogle af de mange arrangementer, der finder sted i kirken til daglig. Det gælder blandt andet meditationsgudstjeneste, morgensang, kirkegårdskaffe, babysalmesang og korsang i kirken. Under festugen er man særligt velkommen til at kigge forbi og opleve fællesskabet ved de mange arrangementer.