
Tre biler i uheld på Herningmotorvejen: Vejen var kortvarigt spærret mellem Bording og Ikast
Tre biler kørte onsdag formiddag galt på motorvejen mellem Bording og Ikast. Politiet opfordrer folk til at køre efter forholdene
Udgivet:12. februar 2020, 10.37
Læsetid:1 minut
Foto: Martin Ballund
4 år siden
IKAST/BORDING Politiet har ad flere omgange kunne melde om færdselsuheld på vejene i det midtjyske område de seneste dage. Onsdag formiddag var den så gal igen - denne gang i vestgående retning på Herningmotorvejen mellem Bording og Ikast.
Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even, var der tale om et solouheld.
- Man har ramt autoværnet, hvorefter bilen rullede rundt. Føreren af bilen er kravlet ud via soltaget, oplyser han og tilføjer, at man umiddelbart ikke tror, at der er sket noget alvorligt med bilisten.
I forbindelse med uheldet valgte politiet af lukke vejen af, da forbipasserende bilister ikke kunne finde ud af at sætte farten ned.
Brand & Redning MidtVest var til stede, da der i første omgang var melding om fastklemte. Her fortæller indsatsleder Bjarne Gregersen fra stedet, at der var tale om et uheld med tre implicerede køretøjer - hvor alle personer efterfølgende er kommet ud af bilerne.
- Motorvejen er spærret, men om lidt åbner vi et af sporene, fortæller han ved 09.45-tiden og tilføjer, at man regner med at kunne åbne helt op omkring 10.30-tiden.
Politiet opfordrer folk til at være opmærksom på vejret, når de er ude at køre.
- Vi vil gerne have, at folk kører efter forholdene. Det er lidt underligt, at folk ikke har lært, at der ligger vand på kørebanen, lyder det fra vagtchef Lars Even.