
Jord under neglene: Garland gør klar til nye julestjerner
Den socialøkonomiske arbejdsplads skal fremadrettet også hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet
Udgivet:21. oktober 2020, 13.00
Læsetid:5 minutter
Claus Hejlskov Jørgensen er den nye leder af Garland - her sammen med den mangeårige medarbejder Nana Gertsen Leer. Foto: Tom Laursen
2 år siden
IKAST Der er fortsat mulighed for at få jord under neglene hos den kommunale og socialøkonomiske arbejdsplads Garland.
Selvom gartneriet flytter fra øst til vest i Ikast, byder fremtiden nemlig på både pløjemarker, frostfrie drivhustunneller og et enkelt drivhus med varme.
Gartneriet er i løbet af sensommeren og efteråret flyttet fra Grøddevej i øst til Vestergade i vest, hvor den tidligere planteskole danner rammen om fremtiden for medarbejdere og ansatte, der løbende er flyttet ind.
Alle er så småt ved at finde sig til rette i de nye omgivelser - og med de mange nye opgaver, som bliver en del af fremtiden ifølge leder Claus Hejlskov Jørgensen
Det handler ikke længere kun om at skabe en arbejdsplads for udsatte borgere, der dagligt skal passe deres arbejde.
Men også om at skabe rammerne for borgere, der har brug for hjælp til at finde deres plads på arbejdsmarkedet.
Nye opgaver rundt i byen
- Vi har lagt driften om og er ikke længere kun et drivhusgartneri. Vi beskæftiger os med en lang række opgaver - ikke kun her på stedet, men også rundt i byen, forklarer leder Claus Hejlskov Jørgensen, der tiltrådte stillingen for knap et år siden.
Han har været ansat i Ikast-Brande Kommune de seneste fem år og står i spidsen for Socialpsykiatrisk Center Nord Ikast på Norgesgade og startboligerne på Enghavevej.
Store papkasser forskellige steder i bygningskomplekset fortæller også den gode historie om, at Garland har påtaget sig montage og samle-opgaver for private virksomheder.
Blomster- og gavebod
- Vi skal også have en butik, hvor vi vil sælge nogle af de blomster og planter, vi dyrker, fortæller Claus Hejlskov Jørgensen og viser rundt i den tidligere planteskoles butik, hvor håndværkere er ved at gøre klar til den nye funktion, der også er tænkt som en god måde at træne en hverdag med mødetider og fast arbejde på.
Nogle er de første varer i butikken vil blive en af Garlands meget eftertragtede sællerter.
- Vi får julestjerner i år, men vi har haft en anden gartner til at lave dem for os, afslører gartner Lars Graversen og forklarer, at flytningen og renoveringen af drivhuset på Vestergade har gjort det umuligt selv at påtage sig opgaven, da den populære juleplante er temperaturfølsom og kræver en del pasning.
På længere sigt er det ideen, at sortimentet vil komme til at rumme husløg og - når årstiden er til det - udplantningsplanter og andre ting fra de store marker, der også hører til stedet , og ligger i umiddelbar forlængelse af bygningerne.
Covid-19-situationen spænder dog ben for en reel indvielse på Garland, der efterhånden er på plads på Vestergade.
- Vi håber, at vi i løbet af november kan begynde at åbne lidt op for vores butik, men vi kan jo ikke lave en stor indvielse med masser af mennesker. Men vi forestiller os, at folk vil kigge ind og se, hvordan vi har fået indrettet os, siger Garland-lederen, der håber, at folk løbende vil kigge forbi.
Arbejdsprøvning Citrus og rabarber
Restaurant Noli får produceret en række citrustræer, som Morten »Kok« Thomsen bruger til at producere saft, men også brygmester Mads Deichmann fra Ikast har en forventning om at få leveret rabarber til saftproduktionen på sit mikrobryggeri.
- Vi har alt fald flere hundrede rabarber til at stå i kasser og håber, vi kan få dem i jorden, så de når at få fat inden foråret, siger gartner Lars Graversen.
Men også i butikken vil man kunne møde en lokal samarbejdspartner. For ud over de planter og blomster, der er tilpasset årstiden, er det planen, at det også skal være muligt at købe værtindegaver og andre gaveartikler. Og derfor er Garland i dialog med Society of Lifestyle - House Doctor.
- Vi er i en overgangsfase, hvor vi på mange måder skal finde os til rette. Vi har fået nye ben at stå på, men også en ny ledelsesstruktur. Der er mange ting, vi alle lige skal vænne os til, siger Claus Hejlskov Jørgensen
Feje- og lugemestre
En af de helt nye ting på den nedlagte planteskole er et »velfærdshus«, hvor der er omklædningsfaciliteter og undervisningsrum samt et stort kantineområde, hvor alle mødes i pauserne.
Blandt folkene er Rene Svendsen, der i 31 år har været ansat på Garland.
- Vi har fået fine omgivelser, men der er dobbelt så meget for mig at lave, siger den faste »lugemand«, der siden sommerferien har passet området.
Men også Garlands egen »Meyer« med fejekost og til tider alpehue er begejstret:
- Jeg var lidt bekymret, da vi skulle flytte herud, men man er vel altid betænkelig, når noget skal laves om. Nu er jeg glad for det og har vænnet mig til det. Jeg trives herude, siger Flemming »Meyer« Larsen, der i øvrigt storsmilende og med glimt i øjet er en smule stolt over, at have fået sit tilnavn.
- Jeg ved godt, at det er et øgenavn. De andre siger, jeg er ligesom ham fra »Huset på Christianshavn«, men de gør det kun for at være venlige, understreger han.





