Byråd mister endnu et kendt ansigt

Byrådsmedlem for de konservative Tove Videbæk genopstiller ikke ved næste kommunalvalg

Udgivet:16. april 2016, 08.00

Læsetid:2 minutter

Byrådsmedlemmer. Ikast-Brande kommune.

Sofie Helene Grue
| shg@herningfolkeblad.dk

7 år siden

Ikast-Brande Byrådet i Ikast-Brande kommer til at miste endnu et kendt ansigt ved næste kommunalvalg.

Det konservative byrådsmedlem Tove Videbæk oplyste på et bestyrelsesmøde i De Konservatives vælgerforening i Ikast-Brande i denne uge, at hun ikke genopstiller til det kommende kommunalvalg.

- Dels vil jeg gerne have mere tid til at optimere min foredragsvirksomhed, dels vil jeg gerne bruge mere tid på min forening, som hjælper gadebørn i Nicaragua, fortæller Tove Videbæk.

Tid til børnebørnene

Derudover har Tove Videbæk også planer om flere timer med familien.

- Jeg vil gerne bruge noget mere tid sammen med mine syv børnebørn, inden de bliver store. Det skal være mens, de er små og har brug for det, derfor er det også på tide at stoppe, fortæller hun.

Tove Videbæks politiske karriere foldede sig ud i 1998, da hun kom i Folketinget for Kristeligt Folkeparti (senere kendt som Kristendemokraterne).

Hun var på Christiansborg i syv år. I 2008 skiftede hun parti til De Konservative, og i 2009 blev hun valgt til byrådet i Ikast-Brande Kommune.

Et farvel til kommunalpolitik betyder ikke, at Tove Videbæk får mindre arbejde at give sig i kast med.

- Det er sådan, at udviklingshjælpen er blevet skåret ned. Det har også ramt vores forening. Det betyder, vi skal være aktive og søge penge andre steder fra. Jeg kommer ikke til at sidde og kede mig derhjemme, siger hun.