
På lørdag vender dragefestival tilbage
På lørdag inviterer Vores Ikast til dragefestival i Strøgcentret og håber på at se mange fodboldturister
Udgivet:23. juni 2022, 15.59
Læsetid:1 minut
Vores Ikast inviterer til dragebygning i Strøgcentret. Her har hele familien mulighed for at hygge med dragebygning af kendte dragekonstruktioner som for eksempel slædedrager og deltadrager. Alle dragebyggere får desuden kyndig vejledning af rutinerede dragebyggere. Foto: Jørn Deleuran
11 måneder siden
KVALITETSTID I den kommende weekend bliver indbyggertallet i Ikast øget med godt 5000 mennesker, når Ikast Cup trækker fodboldturister til byen fra hele landet. Det sker samtidig med den tilbagevendende begivenhed, Dragefestival, som er arrangeret af Vores Ikast.
Jan B. Knudsen er chef i Vores Ikast og håber på, at de mange fodboldturister også vil bevæge sig lidt væk fra campusområdet i vestbyen.
- Vi står klar med Dragefestival fra formiddagen, og det vil da være oplagt at tage op forbi Strøgcentret med sine forældre, sit hold eller nye venner, når man har en pause fra fodboldspillet, siger Jan B. Knudsen.
Oldgammel tradition
Man får mulighed for at bygge drager i velkendte konstruktioner som eksempelvis slædedrager og deltadrager.
- Deltagerne får naturligvis kyndig vejledning af vores dragebyggere, og dagen bliver en god mulighed for at børn, forældre, bedsteforældre og gode venner kan mødes og genopdage en oldgammel tradition samt efterfølgende have noget at være sammen om, når de skal ud og flyve med dragerne. Det er kvalitetstid for hele familien. Vi plejer at opleve god opbakning til Dragefestival, og der er i øvrigt gratis adgang, fortæller Jan B. Knudsen.
