De glade hænder deler ud

Genbrugsbutikken på Siriusvej med det engelske navn »Happy Hands« får besøg af generalsekretæren

Udgivet:17. juni 2022, 12.00

Læsetid:1 minut

Jens Vesterager på Adra’s generalforsamling tidligere i foråret. Foto: Privat foto

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

9 måneder siden

GENBRUG De tjener penge, men hvad bruger de dem til? Genbrugsbutikken med det engelske navn Happy Hands - (på dansk Glade hænder) holder til på Siriusvej i Ikast og donerer hvert år deres overskud til organisationen Adra. (Adventist Development and Relief Agency – eller på dansk: Adventisternes udviklings- og nødhjælpsorganisation).

17. juni får Happy Hands i Ikast besøg af den danske generalsekretær Jens Vesterager, der vil fortælle om organisationens indsats i Ukraine, Afrika og Mellemøsten.

Adra er et globalt netværk, som hjælper mennesker med nødhjælp og langsigtede udviklingsprojekter i mere end 115 lande.

Gennem partnerskaber med lokalsamfund, organisationer og regeringer når Adras verdensomspændende netværk hvert år ud til millioner af mennesker.

Arbejdet tager udgangspunkt i et kristent menneskesyn med næstekærlighed og respekt for det enkelte menneske i centrum.

På organisationens hjemmeside kan man læse, at de arbejder for, at alle mennesker har lige ret, mulighed og håb for fremtiden.

»Vi kæmper for at plante håb og forandring, så mennesker kan høste udvikling og retfærdighed. Adra Danmark er en uafhængig organisation, der støtter mennesker i nød uanset etnicitet, køn, seksualitet, politisk eller religiøs overbevisning«, fremgår det på hjemmesiden.

Happy Hand er adventiskirkens genbrugsbutik, og dagen efter - 18. juni har man mulighed for at høre mere om Adras arbejde og ideologien bag organisationen ved et temamøde i Adventistkirken på Brandevej i Ikast.

Her vil der være oplæg og debat og tale ved generalsekretær Jens Vesterager, der også holder dagens gudstjeneste.