Hesten Lille Per fra Ikast er med i den nye »Far til fire«-film - dog ikke i rollen som »Lille Per«

Hesten Lille Per fra Højris Rideklub optræder i den nye »Far til fire«-film og mødte biografgængere i Ikast

31. oktober 2020, 10.02

Filmhesten Lille Per hilste søndag godmodigt på gæster i Ikast Bio - her niårige Kasper Frank Brix fra Bording, mens Karin Lindved fra Højris Rideklub holder hesten. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Søndag tiltrak en spillevende hest sig en del opmærksomhed ved Ikast Bio som optakt til den nyeste film, » Far til fire og vikingerne«.

Hesten har nemlig spillet en mindre rolle i den nye film.

- De kører i en gammel hestevogn, som han trækker sammen med en anden hest, fortalte 12-årige Silja Isen Strømgaard fra Ikast. Hun har allerede set filmen og var taget i biografen med veninden Sophia Kristine Lundsiig på 11 år, som skulle se filmen for første gang.

På kost hos Jim Lyngvild

Hesten Lille Per bor til daglig på Højris Rideklub, hvor den arbejder som fysioterapihest.

- Det var et helt tilfælde, at vi fik ham. En hestehandler henvendte sig til os, og det lød lige som den hest, vi stod og manglede, fortalte Karin Lindved fra Højris Rideklub.

Trænet til det store lærred

Egentlig var det planen, at rideklubben ville se hesten lidt an, inden den fik lov til at indgå i ridefysioterapien, men det var ikke nødvendigt.

- Han er en meget tillidsvækkende hest, så han kunne være med fra begyndelsen, sagde Karin Lindved fra Højris Rideklub.

Hesten er 12 år gammel og er født på Orø. Navnet Lille Per har han fået i Ikast, for oprindeligt hedder han »Romany’s Cashel«, og så har han allerede flere filmtitler på sit cv. Ud over den nyeste »Far til fire«-film er han også på setlisten i filmen »Eriks krig«.

God til at lystre

- Han har prøvet lidt af hvert og har blandt andet kørt optog ved byfester og været brugt til forestillinger ved dyrskuer. Han er også meget veluddannet i dressur, da han tidligere har været med i et showhold for Irish Cob-heste. Så han lystrer, hvad man siger. Det er en fordel, hvis man i ridefysioterapien ikke har så mange kræfter, så kan man bruge stemmen i stedet for tøjlen, og så stopper han fint, forklarede Karin Lindved og tilføjede:

- Han har ikke ligefrem en hovedrolle i den nye film, men han er meget populær.

Lille Per, der er af racen Irish Cob, flyttede ind i Højris Rideklub i 2019, og er nu en del af klubbens ridefysioterapi. Foto: Henrik Ole Jensen