HIH-direktør: Frygter ny lang periode med tomme haller

Hos Herning-Ikast Håndbold håber Daniel Grønhøj, at man i denne omgang slipper med to hjemmekampe uden tilskuere

Udgivet:29. december 2021, 06.01

Læsetid:2 minutter

Daniel Grønhøj har før set sit hold spille uden tilskuere, og det skal han nu til igen - i første omgang ved to hjemmekampe i IBF Arena. Foto: Flemming Hansen

Kenneth Kristiansen
Journalist| kgk@herningfolkeblad.dk

HÅNDBOLD De skal til det igen i Herning-Ikast Håndbold - det der med at spille for tomme tribuner i IBF Arena.

De nye restriktioner løber frem til 17. januar. I den periode skal HIH spille seks kampe, heraf de to på hjemmebane.

Det er i ligaen mod Aarhus United 2. januar og mod rumænske Magura Cisnadie i European League 15. januar.

Daniel Grønhøj, der er direktør for Herning-Ikast Håndbold, ærgrer sig selvfølgelig over situationen.

- Hvis det bare er til den 17., så klarer vi da det, men man frygter jo, at det kommer til at vare langt ind i foråret, lyder det fra direktøren.

- Vi kan ikke gøre noget ved det, så vi må få det bedste ud af det, tilføjer han.

Både tilskuere og sponsorer har ellers bakket fornemt op i den første del af sæsonen, fortæller direktøren. Men nu må de »finde sig i«, at der ikke er mulighed for at se kampene fra tilskuerpladserne.

Solid opbakning

- Det har været så fedt at have folk i hallen. Vi har haft flere tilskuere, end vi plejer, og vi har haft udsolgt i loungen de seneste fem kampe i træk. Det hele er bare gået så godt, og så bliver man lige skudt tilbage igen, siger Daniel Grønhøj.

- Men vi skal nok få streamet kampene, og vi skal nok få gjort nogle ting for vores sponsorer og sæsonkortholdere, men det kan jo ikke blive i nærheden af det, som de ellers skulle have haft, erkender han.

HIH, der henover julen får de nykårede VM-bronzevindere Simone Petersen og Emma Friis tilbage i folden, kan også denne gang benytte sig af en af de kompensationsordninger, som politikerne har skruet sammen.

- Det er faktisk det mest uoverskuelige. Det er noget langhåret noget, siger HIH-direktøren med et lille anstrent grin.

Han understreger, at det hele nok skal gå - også denne gang. Men sjovt er det ikke.

- Nu har der været to sæsoner før den her, hvor det ikke var ordentligt, så vi havde glædet os til en hel sæson, hvor det bare skulle køre. Men nu står vi her igen, sukker HIH-direktør Daniel Grønhøj.

HCM går fri - måske

Hos mændene ser HC Midtjylland ud til at gå ram forbi nedlukningen.

Næste hjemmekamp er nemlig først 22. januar, hvor der er topopgør i Sportscenter Hernings nye arena mod HØJ Elite.

På det tidspunkt er det igen tilladt med tilskuere i hallen - vel at mærke, hvis de nuværende restriktioner - der trådte i kraft ugen op til jul - ikke forlænges ...