Unge sangere: Musikalsk six-pack markerer jubilæum

Unge Sangere tilbage efter Corona-pause med jubilæumskoncert og seks sangere - fra årgang 2006 - på scenen. Blandt dem er lokale Morten Rune

15. oktober 2021, 11.04

Morten Rune er det lokale islæt ved Unge Sangers jubilæumskoncert søndag 7. november i Bakkehuset. Foto: Privatfoto

KULTUR Det bliver en musikalsk six-pack med stor gennemslagskraft, der går på Bakkehusets scene søndag eftermiddag 7. november, skriver arrangørerne af Unge Sangere i en pressemeddelelse.

Her lægger Talentkonkurrencen Unge Sangere nemlig op til flot markering af 25-års jubilæet.

Det skulle egentlig være sket i foråret 2019, men det forhindrede corona som bekendt.

Nu har den lokale komite bag konkurrencen, som gennem 25 år har hentet unge sangtalenter fra hele landet hertil, bestemt, at jubilæumsmarkeringen skal foregå søndag 7. november om eftermiddagen.

Fra scenen vil man præsentere et nedslag fra et tilfældigt år - i dette tilfælde 2006 - hvor 40-50 håbefulde sangere mødte op i Ikast for få testet deres sangkunnen, og hvoraf mange i dag arbejder topprofessionelt med deres sang- og musikinteresse.

Blandt dem skulle have været to lokale, som var med det år - nemlig musicalperformer og skuespiller Pelle Emil Hebsgaard, og singer/songwriter Morten Rune.

Dog har corona-ændringen gjort det umuligt for ham at møde op, idet han har prøver på DetKkgl. Teater til en kommende musical. Til gengæld stemmer Morten Rune sin guitar og møder op som en af de i alt seks sangere, som tilbage i 2006 trådte de musikalske ungdomssko i Ikast.

De fem andre sangere på plakaten er:

Simon Duus, basbaryton og ansat på Det Kgl. Teater, Mette Lund, uddannet på det Jyske Musikkonservatorium, Signe Sneh Durholm, sopran og uddannet på Det Kgl. Operaakademi, Jeanette Bonde, singer/songwriter og med i The Arrangement Music. Den sjette sanger er sopranen Simone Sand Victor, der er med som gæstesolist og som arbejder meget sammen med pianist Ulrich Stærk.

Sidstnævnte spiller en markant rolle i Unge Sangere, idet han har været som fast akkompagnatør gennem de mange år. Og selvfølgelig er han - der regnes som en af Skandinaviens bedste pianister - med som akkompagnatør ved jubilæumskoncerten.

Eftermiddagens toastmastere vil være Aage Christiansen og Steen Hebsgaard, der begge har været med fra starten.

Koncerten støttes blandt andet af Ikast-Brande Kommune, Egefonden, Midtjysk Skole- Og Kulturfond og ikke mindst af Rotary i Ikast, der ud over at være sponsor også vil stå for servering af bobler og en snack til alle publikummer i pausen.

Billetsalget er startet, og da Bakkehuset har begrænset plads, skal man være hurtigt, før der bliver udsolgt.